Tang Dynasty lå ikke langt fra Notre-Dame og Marguerite havde da også sat sig i skyggen af kirken med sin papæske fuld af mad, imens Juste stod og hang et par meter væk, han havde virket en smule nervøs, lige siden de fyrre minutter tidligere og i alverdens hast havde forladt kunstnerens landejendom - den stakkels knægt, klæbede til sin telefon, så hun formodede at Augustus' bodyguard og evindelige førstevalg holdt ham ved ilden, holdt ham i ørerne, så røde som de tog sig ud i tusmørket. Deres øjne mødtes, da han langt om længe kiggede op, todelte sin opmærksomhed og kastede et vildfarent blik i hendes retning, Marguerite gjorde sig ikke umage for at smile, sukkede i stedet tungt og gravede gaflen endnu en længde ned i sammensuriummet af nudler, indbagt kylling og oksekødsstrimler, tynget under vægten af den overhængende sursød-sovs. Hun havde været en velopdragen pige her til aften, havde kun taget en mellemstor boks med fire retter. Når der alligevel ikke var nogen til at se hende fortære, hvorfor dog gøre sig ulejligheden? Han ville have nydt synet, hendes kejser, men man måtte være realist, man måtte se sig lidt omkring. Han var her jo ikke.

Sådan forholdt det sig, hendes kløer hvilede. For nu. Og hun havde ikke engang perler på, sikken skam, sikken tragedie.

Hun tænkte på sin dumme fugl derhjemme, i lejligheden, i påklædningsværelset, foran de store spejle - hendes dumme, fine fugl af glas som ingen nytte havde af kløer og for den sags skyld ingen rigtige kløer var blevet givet heller! Ståltråd og påhæng, det var alt han havde udstyret hende med, den kære Timm Strauss hvis ansigt hun ikke gad huske længere, ikke udover dets indlagrede grimhed. Et tyndt, udslidt øjeblik gjorde det ondt helt ind i sjælen, hvis hun overhovedet kunne forestilles at have sådan én, det var der nok delte meninger om, men hun mærkede den banke på, gjorde hun, åh, hun mærkede i hvert fald, at hun levede! Så meget måtte man give hende...

Endnu en stor gaffel-fuld af kinesisk takeaway og hele hendes udsyn stank kvalmt af friture og fedt, men det var lige godt det samme, var det ikke? Om hun badede sit eget kønnere ansigt i City-dampe eller mados, det kom vel ud på ét. Ah, hun blev ikke grimmere af den grund, det udvendige havde Marguerite Gagnon nemlig trods alt, trods stormen og måske netop på grund af orkanens stirrende øjne, fuldstændigt styr på. Sine facader havde hun kontrol over.

Om ikke andet.

"Er du færdig," spurgte Juste som, når hun rejste sig op, gik hende til skulderen og han forsøgte da heller ingen trusler at indlægge i sit toneleje. Kun det spørgende. Det afventende. Marcel havde opdraget ham godt, præcis som sin rigtige hund - og sine andre køtere.

"Hvis du kan svare på mit spørgsmål, skal jeg nok redde dig fra hans misbilligelse, min kære."

"Okay," svarede han bare, svarede han hurtigt og under overfladens simplicitet lå udbygningen, at den leg kunne de godt lege, han havde intet at tabe derpå, hvilket hun selvfølgeligt vidste allerede, hvad hun selvfølgeligt vidste godt, mere end godt, var hun ikke dronning af den verden de begge levede i, var hun ikke Augustus' dame og havde netop denne status ikke bragt lille Juste i en forfærdelig knibe nu? Jamen, han havde passet så dårligt på hende. Hvor kedeligt at Pilatus altid vejrede Augustus' vejr først. Hvor kedeligt at Augustus ikke var af nogen tilgivende natur. "Hvad er spørgsmålet?"

Uden nærmere omtanke for maden hun havde brugt svimlende små summer på at købe, endda direkte af hans pengepung, stak hun gaflen tilbage i vældet af nudelstrenge, baksede den fast i et stykke oksekød og lod den sidde dér præcis som et stykke prætentiøs popart, ja. Plastik i kød, det evige og det fabrikerede som nu pludseligt voksede ud af det mere forgængelige, det meget mere naturlige. Kontrasterne var til at tage og føle på, var de ikke bare, de var til at le af, men Marguerite grinede ikke Juste op i hovedet som hun måske burde, tog sig ikke den frihed, ikke i aften, smilede i stedet nøjagtig ligeså farligt som Augustus havde bestemt sig for, at hun var. Ligeså farligt smilede hun, som den gode Timm Strauss havde medgivet ham, havde medgivet hende og det var da også så umådelig venligt af ham, ikke sandt?

Umådeligt venligt.

"Hvor længe tror du en fugl kan overleve uden sine kløer og du skal være brutalt ærlig, ingen sukkersødme, det går dårligt til kinesisk mad."

I flere tavse sekunder betragtede de blot hinanden, Marcels lille vagthund mødte hendes blik uden tøven og Marguerite forestillede sig, at hun var en liden skræmmende forhørsleder, når man var vant til en vaskeægte Pilatus og Pilatus' selvudviklede afstraffelsesmetoder, ah, så aggressiv var hun slet ikke, så voldsomt tog hun ikke på vej, men hvis han svarede hende ærligt, søde Juste, da skulle hun låne ham nøglerne til kongeriget, det korte øjeblik han behøvede dem for at komme uskadt indenfor. Hjem.

Han rømmede sig en enkelt gang, inden han svarede. "Den overlever ikke," sagde han. Bare. Blot. Så simpelt, så ærligt, så rigtigt.

"Nej," gav hun ham ret, lod kinaboksen stå på bænken og rejste sig op. Bankede sine bukseben rene for de krummer hun ikke havde tabt. Sløset var hun sjældent - og altid kun med vilje. "Den overlever netop ikke, lad os tage tilbage til hospitalet, jeg skal nok fortælle ham, at vi var ude på besøg."

Juste lod hende kun stå udenfor i det tiltagende mørke i et par minutter, imens han hentede bilen, havde hende på medhør hele vejen frem og hele vejen tilbage, skulle hun finde på noget så fjollet som at gå, som at løbe, som at stikke af. Hvortil? Hun havde aldrig kendt noget bedre eller i og for sig noget andet hjem end manden som ventede på hende. På hospitalet, ved Gud, det var så uendeligt ligegyldigt om det var dér eller derhjemme, han ventede og Marguerite var føjelig, Marguerite kom, således udspillede det sig helst. Desuden havde hun udviklet en vis smag for ham, en forkærlighed om man ville. Ingen fik hende til at komme ligeså tilfredsstillende som ham i sidste ende og prestigen behøvede hun ikke engang at overrække ham i sine postorgasmiske efterdønninger, Augustus tog den selv. I begge hænder og munden med. Det var ganske charmerende.

Siddende på bagsædet af bilen lænede hun panden mod det kølige vinduesglas, smilede blødere og mindre drabeligt til sit spejlbillede, sig selv behøvede hun jo ikke vise kløer af, vel? Sig selv havde hun ikke for vane at narre.

I bakspejlet fangede Juste et glimt af hendes skyggefulde udtryk og ved synet så han endda endnu mere foruroliget ud end nogen af hendes skarpeste smil før havde fået ham til.

Kløer, virkede det til, havde Marguerite Gagnon til hver en tid.