Tretten dage, atten år


3 år siden 2 kommentarer Noveller prostitution selvdestruktivitet karakter

3Heteronormativt
det er · familiezoneskiltet i toget · som viser tændstikmand plus · tæn... [...]
Digte · heteronormativitet, kønsroller, feminisme
1 år, 6 måneder siden
3Lgbt
lebber ville leve længere og lykkeligere hvis I ikke · gødede med g... [...]
Digte · lgbt, diskrimination, livserfaring
1 år, 6 måneder siden
5Fremtidshåb
verdenen der svømmer · i køn min mor er · en søster mere solidaritet · ... [...]
Digte · feminisme, håb, drømme
1 år, 6 måneder siden
4Fjerklædt
de dage jeg forbliver · klædt i fjer · dør jeg lettest
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Najadeblod
kan du · stadig elske mig med dette · najadeblod løbende · i årerne og ... [...]
Digte · kvindeportræt, livserfaring, viljestyrke
1 år, 8 måneder siden
4Consent
nej betyder · nej som et forceret · ja betyder · nej og kun et informer... [...]
Digte · feminisme, consent, voldtægtskultur
1 år, 8 måneder siden
2Haiku
1. · Dagens lys taber · ikke til nattens mørke · Efterårskontrast · 2. · Fl... [...]
Digte · haiku, bylandskaber, naturbeskrivelser
1 år, 8 måneder siden
10Haiku
efterårsgylden · aftenhimmel - et genskær · af din fingerring
Digte · haiku, efterår, kærlighed
1 år, 8 måneder siden
2Pride
regnbue · ånd liv · vi bader i et farvevæld · kaster med kondomer puste... [...]
Digte · lgbt, pride, gadefest
1 år, 9 måneder siden
2Sapfo anno 2012
hvor skide lykkelig hvor euforisk må han ikke være · ham der sidder... [...]
Digte · forelskelse, den første kærlighed, tiltrækning
1 år, 9 måneder siden
2Smil
(han kører i en Audi · rødt lys triller · op på siden af mig · tilbages... [...]
Digte · feminisme
1 år, 9 måneder siden
2Battle of the sexes
øgenavngiv mine kønsdele · nedgør det verdensbillede · som kun · kan se... [...]
Digte · feminisme, kønskamp
1 år, 9 måneder siden
2En lebbebar
1. · i stil · med en jazzklub · indtil midnat · bløde bryst-runde toner · v... [...]
Digte · lesbisk, natklub, natteliv
1 år, 9 måneder siden
3Butch/femme
butch · spejlvendt · maskulinitet jeg afgiver · forvrængede vibes · mænd ... [...]
Digte · lesbisk, feminisme, diskrimination
1 år, 9 måneder siden
4Street harassment
gaden gør hende til · en luder · i samme øjeblik · hun træder ud af dør... [...]
Digte · feminisme, mandschauvinisme, metoo
1 år, 9 måneder siden
2Almindelig fredløs
fortovet er en afstand, ligesom busstoppestedet er en afstand og ... [...]
Digte · anderledes, samfund, kærlighed
2 år siden
4Glansbilleder
Byttede · fjerdeklassespigerne på din skole · også glansbilleder · indb... [...]
Digte · angst, glansbilleder, barndom
2 år siden
11Forsvindingspunkt
Dagen flyver. · Lad den aldrig lande. · Lad mig hænge fast · ved dens k... [...]
Digte · tid
2 år siden
5Septembersommer
Hun kom med septembersommeren · der rider på halen af august og kly... [...]
Digte · kærlighedserklæring, historie
2 år siden
3Imka og Asammika
Før bjergene fødtes, lå englandet fladt hen, det kendte ingen for... [...]
Blandede tekster · mytologi, skabelsesberetning
2 år siden
5Hvorfor er det altid mændene der rejser
Hvorfor er det altid mændene der rejser, · spørger de andre og kigg... [...]
Digte · soldater, krig, kønsroller
2 år siden
4Rosendamen
Jeg handler der ikke selv særligt ofte, jeg kommer dog dagligt i ... [...]
Kortprosa · roser, kærlighed
2 år siden
3Min stemme
Her er min stemme · slået i tusind stykker · En bid til min mor · og en... [...]
Digte · tanka, selvstændighed, selvfølelse
2 år siden
5Et januarvejr
Et januarvejr · Du sidder i en verden · der er din egen · Hvor langt fr... [...]
Digte · kærlighedserklæring, tanka, vejr
2 år siden
3I stil med Salatens Jubilæumsdag
Machi Tawara · bærer jeg altid med mig · som et helligt skrift · Mod mi... [...]
Digte · tanka, inspiration, litteratur
2 år siden
2Fra Yuuka Watanabes notesbog: Et love hotel
En tidlig morgen · Shinkaichi-distriktet · bærer mørkets vægt · Et love... [...]
Digte · tanka, ægteskab, utroskab
2 år siden
3Uddrag fra Yuuka Watanabes notesbog: #4
I lovens øjne · er de rette ægtefolk · De holder sammen · ved deres rin... [...]
Digte · ægteskab, tanka
2 år siden
3Lad mig leve
Kapellet var en lille kvadrat af et rum, rå murværk på alle sider... [...]
Kortprosa · alondra, dystopi, spiritualitet
2 år siden
3Kulturelle institutioner
Lupe var tyve år gammel, da hun en våd oktobermorgen passede Alon... [...]
Noveller · dystopi, familieforhold, alondra
2 år siden
2Lad os danse
Lupe boede til leje i udkanten af russerkvartererne, hun havde fo... [...]
Noveller · dystopi, forhold, alondra
2 år siden
3En dialog
"Putter han også snart en ring på din finger?" · ( Stilhed. ) · "Og h... [...]
Blandede tekster · dialog, brudt forhold, alondra
2 år siden
2Et skuespil
Hendes værelse stank af sex, af sved og fisse og det halve glas r... [...]
Kortprosa · forhold, dystopi, alondra
2 år siden
3Totrinsskalaen
Trin 1 · "Min storebror er forelsket i dig," løj Manya i sekunderne... [...]
Kortprosa · den første kærlighed, dystopi, alondra
2 år siden
4Skulderparti
Du har stærke skuldre, sagde en pige som hun havde knaldet engang... [...]
Kortprosa · styrke, alondra, dystopi
2 år siden
3Sukkerfeen
Jeg har smagt hendes tårer · hun græder bolcher og deler gerne ud · s... [...]
Digte · juleånd, nøddeknækkeren, sukkerfeen
2 år siden
2Den smukke død
Arenaen var altid tæt pakket om søndagen, i kølvandet på endnu en... [...]
Noveller · tyrefægtning, sex, alondra
2 år siden
3Blink
Hun vågner som i en drøm, hun ved at søvnen kan forekomme hende, ... [...]
Kortprosa · drømme, virkelighed
2 år siden
5Risotto
Jeg kan ikke selv lave risotto. · Min egen madlavning er simpel, in... [...]
Kortprosa · kærlighed, mad, dagligdag
2 år siden
4Ordindfald
Fuldstændigt tom er hun ikke, hun tænker på ting - som måden farv... [...]
Kortprosa · efterår, depression, ord
2 år siden
6Hjerteknust
Vanviddet er en kunstart, · jeg nu har perfektioneret, · det hører ik... [...]
Digte · psykisk sårbarhed, kærlighedskvaler, hjertesmerte
2 år siden
2Englefald
Hendes lejlighed er stor og sparsomt møbleret, der er langt fra s... [...]
Kortprosa · kvinder, mørke, ensomhed
2 år siden
2For vores læber har talt
#1 · i går læste jeg · digte fra en anden tid · og et andet sted · har no... [...]
Digte · kærlighedserklæring
2 år siden
4Nådesløs slagmark
#1 · "din far er i krig" · siger mor til hende og · pigen håber at · hans... [...]
Digte · mobning, skolegang, barneperspektiv
2 år siden
2Tracklist - Kapitel 9
Frank Sinatra dominerer Lizettes lejlighed, han lyder fra højtale... [...]
Romaner · musik, jazz, kærlighed
2 år siden
0Tracklist - Kapitel 8
Også cigaretten forlader hende, fjerner sig fra hendes læber i en... [...]
Romaner · musik, jazz, kærlighed
2 år siden
0Tracklist - Kapitel 7
Good morning heartache, hilser radioen hende, klokken er otte, ti... [...]
Romaner · jazz, kærlighed, musik
2 år siden
1Tracklist - Kapitel 6
Man overgav sig til jazzen hundrede procent eller også gav man si... [...]
Romaner · musik, jazz, kærlighed
2 år siden
2Til havs
1. · Vandet er tilforladeligt, der findes ikke den handling, den ta... [...]
Blandede tekster · havet, kærlighed, døden
2 år siden
0Tracklist - Kapitel 5
Sacha minder hende om en gyldnere tid, en jazz age, en swing era ... [...]
Romaner · kærlighed, jazz, musik
2 år siden
0Tracklist - Kapitel 4
Lady Day fulgte dem ind i nattens mulm trods sit navns lyspunkter... [...]
Romaner · jazz, musik, kærlighed
2 år siden
1Tracklist - Kapitel 2
It don't mean a thing, det ved hun godt, det ved de alle til dels... [...]
Romaner · musik, jazz, kærlighed
2 år siden
2Tracklist - Kapitel 1
Hun valgte ikke jazzen, jazzen valgte hende, den kom til hende so... [...]
Romaner · musik, kærlighed, jazz
2 år siden
3Drømmeland, skyggerige
et land eksisterer i dine drømme, det må være et drømmeland, for ... [...]
Digte · søvn, drømme, bevidsthed
2 år siden
4Høst-adonis
Hvor længe siden - · er det ikke, at vi såede? Hvad vi gav til jord... [...]
Digte · efterår, eftertænksomhed, kærlighed
2 år siden
5Sommer-kærminde
Du ligner et · skagensmaleri · i den hat, · siger du og blinker mod mig... [...]
Digte · kærlighed, sommer, strand
3 år siden
5Højt ærede
Hun siger, hun hedder Kinnie, men det tror du ikke på. Du føler, ... [...]
Kortprosa · kærlighed, tilbedelse
3 år siden
3Concerto nr. 1 og 2
( 2012 ) · Concerto nr. 1 · Han kneppede hende i bilen på vej tilbage... [...]
Blandede tekster · karakter, tilhørsforhold
3 år siden
6Modtageligheder
7. september · Min håndskrift er stadig jomfruelig, du har endnu ik... [...]
Blandede tekster · kærlighed, brevudveksling
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Syrene Hvid (f. 1988)
"Enhver er bestandigt på flugt fra sig selv." - Seneca

( 17. oktober, 2008. )

En uge efter hendes fødselsdag var alt der måtte have været tilbage af den gamle Marguerite Gagnon fra lille Chartres med sine blåøjede katedralvinduer sporløst forsvundet, vasket af og skyllet ud med badevandet. For hun var en stjerne nu, atten år og syv dage gammel var hun på alles tunger og blot i løbet af den forgangne uge havde mange også været på hendes. Tunge. Tiltalende og leende som den jo var, blev hun ofte fortalt. Ment som et kompliment, ville de tilføje, hendes mænd, i et hastigt forsøg på at skjule deres underliggende intentioner, lysten efter hendes kød minus alt andet. Selvfølgeligt, ville hun svare, som var deres anstrengelser overhovedet nødvendige. De tog måske nok hendes krop, men hun tog deres penge til gengæld. Bytte, bytte. Køb-en-kvinde. Af købkvinden.

I aften var det en engelsk gentleman hun var endt hos. En af Prudences meget tidligere bekendte som havde udviklet en forkærlighed for hende, imens Marguerite stadig var i oplæring, så han ligefrem havde forud-booket en aften i hendes selskab allerede et halvt år før hendes debut. Ah og her var de så, en aften - til den slags jetset fest, hvor man sjældent kom alene og han paraderede hende skam også rundt som en anden avlshoppe, umådeligt stolt af prisen hun var erhvervet for, usagt, men stadigvæk til udstilling. Marguerite hilste og smilede og fremviste sit bedste engelsk, tynget af det charmerende franske præg som især briterne syntes at finde så eksotisk.

Jamen, hun var yndig, kvidrede damerne, hvor havde han dog mødt en treasure som hende?

Indtagende, meget indtagende, smilede herrerne og sendte hinanden sigende blikke, når Marguerites gentleman ikke lige kiggede deres vej, fordi de alle vidste, hvor præcis han havde samlet en ægte, juvel-glitrende skat som hende op. Jo, herrerne vidste udmærket hvorfra hun kom, den yndige ms. Gagnon. Fra lommen, ikke sandt?

Han havde samlet hende op fra lommen.

( 28. november, 2008. )

Hamborgs julemarked startede og sluttede på samme måde, i et anonymt virvar af mennesker som ville miste enhver sans for hvem hun var, glemme hvordan hun så ud, ligeså snart hun havde bevæget sig forbi dem. Ude af syne, ude af sind. Kun Monsieur Merle forblev indenfor rækkevidde, hang ved hendes side som en håndtaske fra en langt tidligere sæson, stadig ny nok til at have værdi, men dog så gammel at man hovedsageligt brugte den, fordi nostalgien smagte som flødeskum og crumble bagerst i mundhulen.

Ikke at Monsieur Merle smagte af nogen form for æblekage, han smagte af varm hud og sved, når hun slikkede hans brystvorter. Hans krusede brysthår kildede hendes næse, hendes læber, idet hun kyssede sig vej op. Hun red ham langsomt og ømt og slet ikke som en mare, for han savnede en anden kvinde end Marguerite og en anden tid end november. Derimod erstattede Monsieur Merle ingen i hendes verden, hendes verden var perfekt, komplet, mens Marguerite legede stedfortræder for ham, for hans - et levende minde om en bekymringsløs ungdom, dengang kærligheden var simpel og evigvåd.

En af boderne solgte snekugler, miniaturelandskaber dækket i hobbymaling og flitterstads og Marguerite samlede én af de udstillede modeller op, rystede den let, betragtede længe måden hvorpå den falske sne skabte en billig vinterillusion som føltes, ja, netop snefnugslet at fortabe sig i. Hun nåede at ryste den igen, før Monsieur Merle bevægede sig op bag hende, kiggede ned på den lille glaskugle i en næsten hellig stilhed. "Min kone plejede at få én hvert år, hun elskede de tingester," kommenterede han da. Marguerite smilede, med ryggen til ham, men han fornemmede det vel alligevel, for hun vendte sig snart og holdte den latterlige lille ting frem i begge hænder. Bad pænt, men forstående.

"Køb én til mig!"

Han smilede mildt og virkede pludseligt som ny igen, den antikke taske restaureret, repareret, et vintagefund. Ingen omkring dem, i hele det store Tyskland, vidste hvem de var, Marguerite Gagnon og den gode monsieur Merle, men de var på et splitsekund blevet hinandens bekendte. Et bedragerisk, drillende simpelt regnestykke der endelig gik op.

( 5. december, 2008. )

Det eneste hun vidste om ham, hendes kavaler for aftenen, var hans fornavn og at han var vigtig, uendeligt vigtig, fordi Hertugen havde kaldt hende til briefing, før limousinen kom for at samle hende op. Havde indskærpet hos hende, at hun i dette ene tilfælde skulle føje manden i hvert et ønske han måtte fremlægge. Forholdsreglerne kunne de tage bagefter. Der var en løsning til alt, havde han forsikret hende om. Skulle hun blive syg, skulle hun blive gravid. Han ville sørge for, at det løste sig.

Man skulle næsten tro, at han var kongelig, ikke sandt, tænkte hun ved sig selv, imens hun sad ved siden af ham i teatermørket og Tchaikovskys glade eventyrmusik spillede i takt med at lille Clara langsomt blev stor og større og voksen på scenen. Nysgerrig efter at vide, hvordan en kronprins eller konge mon kneppede, rakte hun langsomt over og lod sin hånd glide op langs den stærke muskulatur i hans lår, fulgte de lange linjer opad til hans skridt, indtil hans hånd dykkede ned og greb hendes. Lagde den tilbage i hendes eget skød blidt, bestemt. "Vær venlig at nyde forestillingen, mademoiselle," hviskede han, men det var dog alligevel en ordre. På fransk, til trods for at de havde talt engelsk sammen i pausen.

Resten af forestillingen sad hun gennem i ganske upåtaget, barnlig undren. Legede med sit guldarmbånd og sin rubinring, fordi han tydeligvis ikke satte pris på hendes fysiske fremfærd. Rørte på sig konstant, men ikke nervøst, tankefuldt. Ganske fuld af tanker, ja. Til kanten.

De kørte ikke tilbage til hans hotel, bagefter, i stedet udvalgte han et par bodyguards og tog hende med på vandretur rundt i Paris' gader, en stilfærdig labyrintrute under en halvskyet nattehimmel i december. Han undveg spørgsmål om sig selv, men spurgte interesseret ind til hende og hun gav ham hen ad vejen velvilligt små intimiteter, smagsprøver, bidder de færreste fik af Marguerite, om de så havde kendt hende fra før hun blev pariserinde. Skulle han nu engang vise sig at være kongesøn, konkluderede hun uden det mindste gran af tvivl, da de stod ved siden af hinanden foran det oplyste Notre Dame, var han ganske fortryllet.

Fortryllet og fortryllende, ej at forglemme.

( 2. januar, 2009. )

Hertugens nytårsfest var altid et overordentligt tilløbsstykke, havde de andre piger fortalt hende, fordi det var første gang hun ikke blot var inviteret, men var inventar. De havde alle fået udstukket specialsyede kjoler i et givent tema, operaer i dette nye år og Marguerite var blevet klædt ud som couture-versionen af Nattens Dronning fra Mozarts store, hans mest kendte. Hvad hed den, hvad hed den nu - Tryllefløjten! Tryllefløjten, ikke sandt?

Mændene stimede sammen på dansegulvet som fisk, som hajer, drev fra kvindeklynge til kvindeklynge og i midten af alting stod Marguerite så, selv, og drak årgangs-Dom Perignon af flasken. De stirrede allesammen på hende, kunne hun mærke og hun kastede hovedet tilbage, lo, rakte op og løsnede håret der faldt i bløde, brune bølger omkring hendes bare skuldre. Kom, små fisk, lokkede hun som en vaskeægte sirene. Kom her, småbitte fiskebasser.

Dér kom de, de kom rendende, som havde fiskene pludseligt udviklet sig, fået ben i stedet for -- de normale fiskedele, skæl og gæller, finner og øjne uden øjenlåg. Hun skænkede for dem alle på tur, Hertugens klientel, hældte allerede sippet champagne i deres fine krystalglas og de skålede til hendes ære, til Marguerite Gagnon og drak hendes savl sammen med de andre kostbare, gyldne dråber.

( 20. februar, 2009. )

Selv på seks dage havde hun ikke kunne æde sig igennem det bjerg af chokolade eller rigtigt nyde den skov af blomster som anonyme (samt nogle knap så anonyme) beundrere havde adresseret til hende og sendt til palæet på Valentinsdag. På alle ledige overflader stod røde og pink bokse, hjerteformede med bånd om og gulvet flød over med buketter i forskellige stadier af afblomstring. I deres nuværende tilstand var de på sin vis, givetvis et sørgeligt syn, vidste hun godt, alle roserne og velouræskerne, men de fyldte om ikke andet hendes store, luftige lejlighed med en slags liv. Ud over hendes eget.

Den største lejlighed havde hun fået, såvel som den tommeste. Så meget rum at fylde op... Lille spejl på væggen dér, hvem er mon den heldigste i huset her? Hvem, hvem?

Marguerite rakte den ene arm frem, kærtegnede et brunkantet rosenblad kærligt. Med bare det yderste af fingerspidserne og dog alligevel til overmål, Vorherre bevares, skulle hun virkeligt til at le af sig selv nu, igen. Fingerspidser brændte jo også, måtte man ikke lade sig selv glemme.

For det var måske nok en knækket hær af halvspiste trøfler og nedbøjede blomsterhoveder der stod vagt om hendes seng, men fornemmelsen af ægte følelser og forestillingen om næsten ligeså ægte forhold lå i baghold nedenunder, bagved den Prudence-agtige museumsæstetik. Derfor lå hun stadig på sengen, den sidste bastion, og havde endnu ikke smidt dem ud, hverken blomsterne eller boksene med chokolade. Så længe de var her hos hende, tænkte hun - som en stakkels forræder, var hun i det mindste ikke alene, ikke engang på en fredag uden en eneste booking i hendes kalender.

( 13. marts, 2009. )

Hun udviklede snart en forkærlighed for de aftaler der startede i lufthavnen. Aftalerne der startede ud i ekspresfart per næsten flyvende tæppe, for hun fløj aldrig economy, gjorde Marguerite Gagnon, når hendes klient var at finde i det store udland, hvad de oftere og oftere var, i takt med at ordet spredtes, rejste på egen hånd fra mund til mund.

Tæven, hviskede de, Tæven er nærmere en guldfugl end noget så bastardiseret. Hun er en skat, fortalte de hinanden, hendes mænd, som de engelske damer havde sagt det først, mange måneder tidligere - og ingen var mere besat af at eje end de der ejede mest. Ingen ville konstant og altid have mere, mere endnu, end de allerede allerrigeste. Så Marguerite rejste sammen med sit navn, ikke fra mund til mund, men fra havn til havn. Var diplomatfrue for en dag, milliardærens lille pige for en nat.

Næste stop sunnyside Manhattan, i morgen Berlin by night!

( 24. april, 2009. )

Det var sjældent, at Marguerite ikke var en selvvalgt fornøjelse, men han måtte endeligt ikke vide hendes jobbeskrivelse, var hun blevet instrueret og havde poseret hele den lange aften som en simpel blind date, hellere end sandhedens hele kompleksitet. Vicomte L., nærmere behøvede hun vel ikke inkriminere ham, var ikke så let hverken bedraget eller betaget og havde betragtet hende med en sund, sund skepsis fra selvsamme øjeblik hun havde draperet sig i krogen på hans arm og leende bedt ham være sine øjne, for hun var jo selv et ganske blindt foretagende, ikke sandt?

Aftalen havde været, at hun skulle møde ham til det store, årlige professionsbal for juvelerer og hurtigt havde hun fornemmet at den gode Vicomte formodentligt kom alene normalt, for hver gang han introducerede hende som en ren gentleman til sine kollegaer (Mme. Gagnon, hvis jeg må have lov), da kvitterede de langt mindre høvisk med løftede øjenbryn og små, patroniserende smil.

Resten af aftenen havde virket som en tiltagende stiv affære, men efter skrub-af suppen var han dog alligevel blevet varmet nok op til, at invitere hende med sig hjem. Til en kop kaffe, inden De må tilbage på farten, som han havde udtrykt det. Marguerite havde selvfølgeligt smilet, kun en lille smule opgivende og artigt fulgt trop til en lejlighed der blot var hans udvidede arbejdsbord, med alle større horisontale overflader dækket af små, uomsmeltede guldklumper, bestrøget med ædelsten i alle regnbuens farve. Det var et ikke mindre end guddommeligt syn og hun holdte da heller ikke sit eget betagelsens gisp tilbage. Stod stille, rørte ikke ved noget, før end han rakte den første rubin frem mod hende, på en åben, let svedig, dirrende håndflade. Den var usleben, men uendeligt smuk. Den røde sten.

"Tålmodighed har en pris," sagde han stille og talte ikke kun om hendes. Da vidste Marguerite, at hun aldrig havde narret ham i bare et eneste minut.

( 29. maj, 2009. )

Prudence havde altid givet hende indtryk af, at hun ikke skulle nyde det, at have sex med sine klienter. At hun skulle tage det ovenud alvorligt og kun fokusere på hvor gamle eller gemene den slags mænd var - den slags mænd som købte en kvinde som hende. Ah, men Marguerite havde nu engang altid følt at mænd som købte sig til hendes ydelser, som de måske endda havde gjort tilbage til hendes dage derhjemme, var den helt rigtige slags mænd, mændene med den gode smag og pengepungen i orden, for nok solgte hun sex til dem, men ved Gud, sex med Marguerite Gagnon gik også til en høj kurs. Hun var ingen lille souvenir, hun var en antikvitet, det forstod Prudence vel bedre end de fleste, med sin divan og sine førsteudgaver. At Marguerite var et auktionsstykke der kun solgte til højestbydende og højestbydende betalte en højere end høj pris.

Alle Prudences advarsler til trods hengav Marguerite sig stadig totalt, idet Mr Porter trængte ind i hende på den hvælvede seng i hans amerikanske mansions ene ud af tyve soveværelser. Idet han begyndte at støde frem. Som hun gjorde det med langt de fleste mænd der betalte hende. Gav sig hen. Mr Porter var nydelig og høflig, den arbejdsomme type der havde haft for travlt med sine kontante succeser til at vinde sig de blødere af slagsen, ganske ufarlig - og med de mænd som ikke var... Hun kunne nemt lukke øjnene og forestille sig resten.

Så dygtig var hun blevet til sin kunst, at hun blot skulle stramme musklerne omkring ham, mærke det tykke glid af pik og lade sine egne safter gøre arbejdet. Han stønnede mod hendes hals, huggede hårdere og hårdere til, men det gjorde aldrig virkeligt ondt på hende. Sex, selv når det gjorde, rent fysisk. For sex var en filosofi, det var som livet og livet udlevede man heller ikke på rette vis, hvis det ikke ind imellem fik én til at ømme sig.

Sværere var det altså virkeligt ikke. Det måtte hun huske at fortælle den kære Prudence. Når Mr Porter havde gjort sig færdig og hun havde gjort sig helt færdig sammen med ham.

( 12. juni, 2009. )

Han var vendt tilbage til hende. Også mere end bare én gang, var Anders, kongesønnen. I dag var de i London, hans favoritsted på hele denne latterligt store planet, som han havde fortalt hende i telefonen, første gang han havde bedt hende hoppe på et fly og møde ham i lufthavnen, udenlands. Marguerite kunne også godt lide London, hun kunne især godt lide London, når hun sejlede igennem gaderne med ham, fra musical til musical, fra museum til midnatsklub. Hendes genfundne prins... De havde brugt hele formiddagen i et nyåbnet galleri med udstillede abstraktioner, aftenen med en Lloyd Webber musical som ikke var Phantom of the Opera, det var alt hun kunne genkalde sig i øjeblikket...

For lige nu, langt over midnat, sådan her - bare dem, alene på deres hotelværelse, havde hun vigtigere ting for. Som hun lå udstrakt over ham, kyssede sig vej nedover hans brystkasse der åbnede sig i al sin bredde og hårløse herlighed for hver knap på hans skjorte hun svirpede åben. Hans vejrtrækning susede i hendes ører, hurtig og overfladisk. Det var første gang, hun havde fået lov. Første gang han havde ladet sig klæde af, ladet sig røre ved, ladet sig kysse. Marguerite dømte ikke, men hun havde da tænkt sit, indtil for få minutter siden, da han selv havde væltet hende om på sengen. Den slags mænd opsøgte hende nemlig også af og til, tag ikke fejl.

Endeligt, efter endnu et minut, skubbede han hende dog væk, atter engang, rullede både sig selv og hende om på siden, så han kunne ligge med ansigtet presset ind mod hendes nakke. Det er ikke dig, forsikrede han hende, ikke at dét var noget nogen behøvede fortælle Marguerite Gagnon. Det er ikke dig, det er ingen.

Og fordi han ikke behøvede fortælle hende dét, fortalte han hende til gengæld andre ting den nat, ting der smeltede hendes hjerte en smule, som de mest naturlige krafter smeltede drypsten. Dråbe for dråbe.

Til de, til sidst, formede de drabeligste spidser.

( 31. juli, 2009. )

Da hun vågnede, kunne hun med det samme mærke at det var tid til en lille streg. Måske to. Måske tre. Åh, hun var så træt, efter en uge med den ene besværlige klient efter den anden, hvor sex enten blev for hårdt eller for kedeligt - og hun skulle jo blot have Hertugen til at sende fire lange op, så ville hun være klar til sin weekend med alle de kendte navne, Monsieur Merle, Vicomte L. og et par andre som hun virkeligt ikke kunne lade i stikken, bare fordi hun var en smule brugt. Var. Var blevet.

Det var jo så hurtigt klaret, ikke sandt? Et ring og så ville en eller anden yndig lille pige fra køkkenet bringe hende det ordinerede, sådan som hun havde bedt om det, præcis som beskrevet. Snorlige og pudderhvidt. Snif, snif, pist væk. Fanden tage da også hendes lunger! Hvem tog sig af den slags detaljer, Marguerite gjorde ikke. På nogen måde. På nogen måde overhovedet.

Med et undertrykt host draperede hun sig henover det lille bjerg af puder og dyner som hun havde samlet på gulvet, viftede den yndige, lille pige ud med de mest støvede af hendes efterladenskaber, spredte arm og ben ud til fire forskellige sider og ventede på at euforien langt om længe skulle melde sig igen. Her til morgen, måtte man da kunne forstå, ville den være en næsten ubeskriveligt velkommen gæst, velkommen, velkommen. Kom De nu ind! Kom, kom, kom, kom...

( 7. august, 2009. )

Lejligheden skulle gerne kunne stå til inspektion, så foruden det lækreste badeværelse kom den naturligvis også med et fuldt udstyret køkken, ikke at Marguerite nogensinde brugte det. Nej, hun foretrak at spise hvad kokken satte på menuen og når ikke menuen passede hende, som det til tider var tilfældet, så bestilte hun udefra. Pizza og græsk og løgsuppe med ostelåg fra den franske deli længere nede ad gaden, alt efter hvad der formåede at vække hendes luner den dag.

I storkøkkenet nedenunder var det fredag-med-kylling og de andre piger dukkede op af omgange for at kræve deres halve stegte med kartoffelbåde og salat til, imens Marguerite allernådigst havde formået at tiltuske sig de udbenede kyllingerester ved hjælp af et, på disse breddegrader, efterhånden vellidt smil. Rester som hun havde brugt til fyld i to små tærter, for lige i dag var hun ikke i humør til den store middag med alt tilbehøret, bare en god quiche som hun havde lært at lave dem, dengang hun stadig var en bondetøs oppe nordfra. Hvor lang tid siden det end var, så havde hun i det mindste ikke glemt opskriften og hun hældte snittede kartofler og hakkede kyllingebidder i den letbagte bund. Dækkede med æggestand og revet ost. Rullede strimler af et låg på. Ind i ovnen, så skulle hun bare vente.

Meget få ting der kastede nogen form for tilbageblik på de gamle dage var Marguerite Gagnon længere villig til at vente på, men sin mors tærte var alligevel stadig én af dem.

( 18. september, 2009. )

De skålede i chateauets egen produktion, en køligt-sød Riesling der lignede smeltet krystal i deres glas. Hertugen kyssede hende blidt på panden, så på håret, så på munden og beklagede hvordan hans kone aldrig virkeligt nød en hvidvin. Slottet lå ved foden af bjergene, han ejede jord langt op ad skråningerne, hvor arbejderne var travlt beskæftiget med at plukke årets første druer i solnedgangen. På sin vis var det ganske smukt, ganske romantisk, på sin vis var det alt andet end. Hertugen duftede af cubanske cigarer og de trøfler som de havde spist til aftenens steg. Marguerite havde dækket sig selv til i Dior's Dolce Vita, fordi den jo var opkaldt efter hendes liv, tydeligvis. Derudover var det efterår nu.

"Det mest indbringende år jeg har haft," kommenterede Hertugen tilfreds og betragtede hende med et blik der næsten var forelsket, bare en smule og man skulle aldrig kimse af magten ved, at en mand var lidt forelsket i én, vidste Marguerite. Hun lo og kindkyssede ham og hviskede ham i øret, at hun naturligvis slet ikke gjorde noget af det for hans skyld, hvilket fik ham til at smile og drikke et langt drag af sin vin. Sin krystaliserede Riesling som hans kone ikke kunne finde ud af at sætte pris på. "Du er en usleben diamant, Marguerite, vi kender slet ikke dit værd endnu, ikke engang til dels."

Hans stemme var ru og rå og overraskende ærlig - og Marguerites latter døede hen, idet hun mødte hans øjne over kanten på sit høje glas. Den perlende hvidvin duftede af sensommer og frugthøst i hendes næsebor, hang ved som sin helt egen parfume.

Her stod hun og sippede ædelstensvand, men hovedåren lå slet ikke ved hverken ham eller hans vin. Hertugen var nok mine-ejeren, men Marguerite var Millennium Star og Golden Jubilee... og det vidste de godt, begge to.

( 9. oktober, 2009. )

Hendes makeupbord var ikke en antikvitet, et levn fra en anden tid ligesom det pudder-chatol fra 1800-tallet som Prudence havde stående i sit soveværelse, det var en samling af lige og skarpe kanter, slebne linjer og det var selvfølgeligt kæmpestort. Når hun sad på sin sorte puf foran det ovale bord, kunne man overskue hele hendes figur i spejlet. Hun vendte sig lidt væk, kiggede indgående på sit spejlbillede over skulderen, betragtede de fine tråde i blonderne der bredte sig nedover ryggen på hende. Betragtede sin ryg, betragtede sig selv.

Var det virkeligt kun et år siden, at hun havde været den aldrig rigtigt fortabte, men ganske givet en smule forhutlede, bortløbne pige fra Chartres, løs i Paris' gader? Som tiden dog virkede mirakler, ikke sandt? Ja, så langt hun dog var kommet, siden da.

Du vil blive spist, havde Prudence, den kælling, truet hende, men det eneste Marguerite kunne fornemme i dette øjeblik var den samme glubende sult som altid. Sulten efter mere, mere. I denne verden var det ikke hende der ville blive spist først, hun var i stedet den hungrende gudinde der åd sig vej igennem rækkerne indtil selve verdens ende, for ofringer kunne en kvinde som Marguerite aldrig få for mange af. Kunne hun vel. Nej.

Hun rakte dovent ud efter læbestiften på bordet, en Dior-kulør der var mørk og dyb, en rød som ikke undskyldte. Victoire, hed den og i aften, den sidste aften før hun var færdig med at være atten, kunne hun umuligt bære nogen anden farve med noget andet navn.
Forfatterbemærkninger
En del af et større skriveprojekt jeg arbejder på sammen med Polina Slosvau. Dette er en historie fra Marguerites fortid, da hun stadig arbejdede som escortpige i Paris. Kan evt. læses i sammenhæng med historierne, Byernes by og Mænd jeg spiste morgenmad med i Paris.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/02-2017 13:50 af Syrene Hvid og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3825 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.