Støvfanger


4 år siden 5 kommentarer Kortprosa karakter magt forhold

2Med Inspiration fra Tableau Op. 39
Han mener egentlig ikke noget med det, når han følger efter hende... [...]
Noveller · psykologi, sorg, mennesker
11 måneder, 26 dage siden
3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
1 år, 10 måneder siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
2 år siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
2 år siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
2 år siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
2 år siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
2 år siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
2 år siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
3 år siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
3 år siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
3 år siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
3 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
3 år siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Det var som om, Marguerite stod lige foran ham og skreg ham op i ansigtet.

I et langt, udstrakt øjeblik stod han bare og gloede dumt på det, der plejede at være hans kontor. Møblerne var de samme, udsigten ditto, men alligevel følte han sig totalt fremmed for lokalet, som om han ikke havde brugt timer på timer på timer herinde, så mange så han ikke længere klart kunne skelne dem fra døgn. Det var en eksplosion, bedre kunne det ikke beskrives, han mente ikke at have set så massiv en ophobning af blomster på et sted nogensinde før. På samtlige tilgængelige flader stod der vaser - hvide vaser, alle efter samme enkle basis-design - og blomsterne varierede fra lette til tunge over det samme, hidsige farvespektrum. Han anede ikke hvad hovedparten af dem hed, kaldtes, men hver eneste lille stilk bar hendes klokkeklare fingeraftryk, og så behøvede han vel strengt taget heller ikke vide mere. Han trådte, snarere ned gik, indenfor i rummet, trak vejret en smule for dybt og nyste højlydt. Et langt snøft. Vorherre bevares.

Med hænderne halvt knyttede langs siderne gik han langsomt fra reol til reol, lod hendes udråb bølge frem og tilbage foran øjnene på sig. Hun var på en måde den sidste i rækken, var hun ikke? Først Marcel, som stadig forskansede sig i sin lejlighed, fuldstændigt kontaktløs og nytteløs på samme tid. Dernæst Lucretia med tekstbeskederne og de aubergine-farvede mærker, som hendes åh-så-magtfulde far nede i Sicilien fortsat nægtede at interessere sig for. Og nu... Han gik i stå ved en række af bøger. Der stod et par enorme liljer og åd sig vej ind langs ryggen på Adam Smith, og han flyttede vasen en anelse til siden, mens han netop undgik at spilde mere vand ned langs skabslågen. Strengt taget havde hun vel skreget af ham længe, havde hun ikke? Heksekvinden Marguerite Gagnon med hendes journalist-påfund, Marcus Thorn, en ret ubetydelig trussel, men hun havde jo valgt ham alligevel, han havde valgt hende, og hvis ikke Vincent havde arrangeret så ufatteligt mange aftaler de næste par uger, så ville han personligt have taget sig af den lille nysgerrig knægt. Med glæde. Som det var måtte de nøjes, de to, med hinanden. Og Jean Louis, med hendes råben og skrigen i tunger som brændte og bandt, den satans kvinde - hun, som gjorde sig tilpas for sin egen skyld og i sidste ende, ingen andres.

Han trak sig væk fra reolen og lod blikket glide ned over skrivebordet. De store, hvide blomster midt i det hele fangede hans opmærksomhed, ikke kun fordi de havde lavet våde aftegn ud over hans papirer, men også fordi de ikke lignede de andre blomster overhovedet. Han stirrede på dem, mens viseren på uret over døren rykkede sig endnu tættere på klokken halv tre. Han burde have forudset det, ikke sandt? At på et eller andet tidspunkt ville hun få nok af at trække saften ud af sin nyeste flue - han var jo ikke stort andet end hud og hår, og hun var dronningen i midten, sulten som ind i helvede, præcist som da hun åd alle hans sandwiches på overfarten mellem Amsterdam og Luxembourg City, fordi hendes pinlige ex-kæreste havde glemt at fodre hende rigtigt.

Nu var det ham, der havde glemt. Og hvad skete der med mænd som ham, konger og kejsere, magthavere, når de glemte hvad der bar fundamentet?

Han satte sig ned på sin stol, lod blomsterne kilde i næsen, mens hans telefon lyste op igen og igen, besked på besked, nyt på nyt. Han havde aftaler i morgen, selvfølgelig havde han det, og selvfølgelig vidste han stadigvæk ikke, hvordan han skulle få Marcel til at starte igen, han vidste ikke engang, hvordan han skulle stå overfor den anden mand uden at give ham en knytnæve i ansigtet. Så kunne de stå der og stirre på hinanden, mens deres fælles fodslag blev tyndere og tyndere, det magtede han ikke, det var umuligt. Lucretia var dømt til at blive siddende i Port Elizabeth, for nok arbejdede han hurtigt, men det var på den anden side ikke velovervejet at pleje mafiakontakter lige midt i en valgperiode, hvor alle journalisterne pludselig var hyperopmærksomme. Tilbage stod Marguerite Gagnon med alle sine talenter - i dette tilfælde spredt overalt omkring ham, åbne som lukkede i alle verdens farver - og var det ikke også bedre at starte et sted end at kvæles, blot fordi det skib man helst ville have var gået på grund?

Han fandt sin telefon. Åbnede sit e-mail program og sendte fluks en forespørgsel til en gammel bekendt, en forretningsmand som handlede med de dyreste, rødeste sten, der fandtes. Han kunne ikke spejle sig i hendes raserianfald, det faldt ham overhovedet ikke ind, men han kunne spille hendes træk tilbage mod hende, drukne hende i den eneste valuta, de begge to kendte til hudløshed, og så var hun forhåbentlig færdig med at dænge ham til fra top til tå. Hans lunger føltes støvede, fandeme ja, denne gang var det ham, der ikke kunne trække vejret ordentligt, og tanken fik ham til at smile meget let.

Så snart han var færdig, lagde han telefonen fra sig på skrivebordet. Han slukkede lyset og lukkede døren bag sig, mens følelsen af hendes blomsterkaos hang ved fingerspidserne, i hans hår og mellem hans læber.
Forfatterbemærkninger
Parallelt med Syrene Hvids Tabt. Kronologisk efter I Anden Person og Bonn 2.0.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/01-2017 22:37 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 886 ord og lix-tallet er 41.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.