Jeg betragter dig mens du kigger på stjernerne, ikke ved at se på dig direkte, men ved at bruge den stjerne som du betragter som et spejl. Jeg kan se dine smukke øjne. De øjne som engang fik mig til at beskylde din mor for at være en tyv. Indrømmet jeg tilgav hende at hun ved din fødsel havde taget himmelens to smukkeste stjerner for at bruge dem som dine øjne. Jeg ser nu også i stjernespejlet, omridset af dine smukke læber, læber som ligner krateret på to netop sluktne vulkanvægge. Jeg stiller mig på det yderste af mine tæer for om muligt at kunne berøre dem.
   Med et er det ligesom stjerneglansen aftager og vulkanvæggene smuldrer, da dine læber udtaler: "skal vi ikke gå indenfor igen, der er ved at blive skidekoldt herude."