Kære dagbog!

De næste par dage var et mareridt for mig. Vi snakkede næsten aldrig sammen, og vi prøvede så vidt som mulig at undgå hinanden. Det kunne ikke have undgået den lille piges opmærksomhed og hun så tit og undrende fra ham til mig og tilbage til ham igen. Hun kunne ikke forstå det.
   I starten havde vi taget på ture sammen. Kun os tre, hvor vi havde oplevet hendes land, inden hun skulle med ham tilbage til Skotland for altid. Vi havde moret os med at forsøge at udtale forskellige ting på hendes sprog, og derefter skulle hun så forsøge på engelsk med de samme ord.
   Men så lige med et, blev stemningen i mellem ham og mig anspændt og de tog på ture alene, eller jeg lå på maven sammen med hende og så hvordan lys lysstriberne dansede mellem græsstrående. Selv de andre mennesker i hendes landsby kunne mærke forandringen i mellem os og det var som om de morede sig over det, selv om de ikke kom med nogen former for bemærkninger eller hentydninger til det.