Kære dagbog!

Endelig kom den dag hvor turen gik tilbage til det nordlige Europa og jeg kunne se frem til min normale triste og grå hverdag. En hverdag der ville blive mere trist end vanligt, for efter en uge, efter hans hjemkomst til Skotland, vil han være en gift mand, og den lille pige ville få både en mor, en far, og et trygt hjem. En gift mand! Han er snart en gift mand og jeg vil græde mig i søvn hver aften i de næste mange måneder eller måske år. Andre tanker spøgte i mig: 'Skulle jeg havde givet efter den nat? Skulle jeg have bedt ham blive hos mig? Ville det have forandret noget? Ville han så stadig have taget hjem til Skotland og for at gifte sig med sin forlovede?' Nej, de tanker må jeg ikke stille mig selv. Det er ikke fair over for ham eller mig for den sags skyld, men det var nu svært at lade være.

Da vi sad i bilen, var atmosfæren så tyk at man næsten kunne tage en kniv og skære sig igennem den. Vi sad på bagsædet, med lillepigen i mellem os. Jeg kunne mærke på hende at der var noget i vejen, og grunden var nok, at jeg også havde prøvet at undgå hende i de sidste par dage. Og nu sad vi så her, mens chaufføren kørte os til lufthavnen.
   En hel time, skulle vi sidde her i denne noget akavede stilhed der var blevet vores kendetegn i mellem os. Nogle gang ville jeg ønske at jeg kunne læse hans tanker, samt finde ud af hvad der rørte sig i ham. For jeg har gået rundt med denne her knugende fornemmelse inde i, at han på en eller anden måde havde fået sneget sig ind i mit hjerte uden at jeg havde givet ham lov til det. Men når det kommer til stykket, bliver man jo ikke spurgt vel? Og det er en af de grunde til at jeg havde holdt så stor en afstand fra ham som overhovedet mulig, for jeg ville ikke involveres med en snart gift mand. Så var der også lige grunden til at jeg her på det sidste også havde undgået den lille pige og det var fordi jeg synes at vi havde knyttet et for tæt venskabs bånd. Så jeg tænkte at jeg helle måtte begynde at bryde båndet nu, inden hun blev alt for afhængig af mig.
   Det ville smerte mig meget, hvis jeg virkelig havde i sinde at bryde båndet med lillepigen. For jeg ville ikke kunne holde det ud, at se hende, sammen med ham og hendes 'nye mor'.
   Det med at vi muligvis kunne ses, for der efter at skulle skilles igen, og for så at skulle tage det om igen efter et stykke tid, vil være som at få flået hjertet ud pr. hver gang. Så hellere lad det ske en gang for alle, og det var derfor at jeg ville stå af i Danmark, hvad de ikke vidste endnu. De troede at jeg ville tage med dem hele vejen hjem til Skotland, men det ville jeg ikke kunne holde ud.
   Jeg viste at det ikke var fair over for lillepigen, men lige nu tænkte jeg kun på mig og på at komme væk fra ham.
   Bare tanken om den lange flyvetur hjem, gjorde mig nervøs. Der kan jo nå at ske så meget endnu, og med den lille overnatning på 6 timer på et hotel, der er påkrævet, var ved at tage pusten fra mig, for der var to mellemlandinger, den ene i Beijing og den anden i Frankfurt. Jeg kunne først slappe helt af, når vi havde dansk grund under vores fødder. Jeg ville stikke af som en skræmt lille kanin, der havde fået færden af en jæger og dennes hunde.
   Men her sad vi så, stadig i bilen, på vej mod lufthavnen og sagde ikke en lyd til hinanden. Mit hjerte føltes som om det skulle briste, hvis der ikke snart blev sagt eller gjort noget, men, stilheden blev ved og ved. Lillepigen sad lidt uroligt, som om hun vidste, at noget frygteligt snart ville ske, men at hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Uden videre, og på præcis samme tid, lagde han og jeg en beroligende hånd på hende. Vores fingre rørte hinanden i et splitsekund. Vores øjne mødtes hinanden, inden jeg hurtig trak min hånd til mig og så væk.
   Væk fra ham og hans grå grønne øjne. Mit hjerte hamrede så hurtig i mit bryst, at jeg tror han måtte kunne høre det. Hvis jeg ikke havde siddet ned, ville mine ben have givet efter, og jeg ville have ligget og rodet rundt ned på jorden lige nu. Det smukke sceneri der fløj forbi uden for bilen, lagde jeg overhovedet ikke mærke til. Det flød nemlig ud for mine øjne, som et maleri der er ved at krakeler. Jeg kunne nemlig stadig mærke den gnist der sprang fra ham til mig da vores fingre rørte hinanden, for lidt siden.
   Det var som om lillepigen kunne mærke at, nu var der sket noget igen, og hun lagde sin lille hånd på min ene arm, og det gav sådan et sæt i mig, at det også forplantede sig til hende. Jeg vendte mig om i mod hende og lagde forsigtig mine arme omkring hende, mens jeg forsøgte at undgå at røre ved ham.
   Lige så kejtet det så ud, lige så meget kejtet synes jeg det var, for der var jo ikke meget plads, her på bagsædet. Men jeg kunne jo umulig undgå, at røre ham og når jeg gjorde det, så prøvede jeg at lade som ingen ting når det skete. Jeg tryggede den lille pige ind til mig som om jeg aldrig ville give slip på hende igen.
   Jeg lod i skjul et par tåre dryppe ned i hendes mørke hår. Desværre var de ikke så skjulte som jeg troede at de var. For han havde lænet sig hen i mod os, og lod nu forsigtig en finger fange en af min tåre. Jeg vendte forsigtig mit hoved om i mod ham, men jeg kunne desværre ikke se hans ansigt tydelig på grund af de ekstra par tårer der nu fyldte mine øjne op på ny. Han rakte igen sin hånd ud i mod mig, men jeg lod ham ikke få lov til at tørre flere tårer væk. Jeg begravede nemlig mit ansigt i lillepigens hår og sådan sad vi stadig da vi nået til lufthavnen.
   Både lillepigen og jeg var faldet i søvn på den korte tur og vi blev vækkede ved at hendes far blidt ruskede i os og sagde at, nu var vi fremme ved lufthavnen.