må jeg tilføje at jeg intet giver, eller har tilbage at give af, for alt hvad jeg gav gik dit øre forbi, eller i glemmebogen. I mit hoved var vi et broderskab, en familie, en enhed.
Jeg håber du har det bedre i dag. Jeg håber, du tror jeg er kommet videre, så jeg kan have min forvirring og smerte for mig selv. At du griner, og har det sjovt. Hvis jeg skal give afkald på alt, så du igen kan smile, så er det mit lod. Skal jeg leve med det resten af livet, så du kan få det bedre, så gør jeg det.
På intet tidspunkt skal disse tanker kommer over mine læber, for jeg gør det kun for dig. Jeg vil ikke nævne det. Hverken for folk, eller for dig. Jeg håber du kommer videre, selv vil jeg sidde fast.
Har du det bedre? Eller går du stadig og grubler? Har du fået grinet, trygheden og kram igen? Har du fundet en som igen kan elske dig, og snakke med dig? Har du fundet den udadvendte type, som matcher dit islæt. Jeg håber at du er kommet videre. At du ikke kigger tilbage. At du ikke tænker mere på os. At du ikke...
Husk at stilhed, og ingen tilkendegivelse. Enstavelsesord og fysisk fravær ikke altid er lig indelukkethed, forglemsomhed og en slukket flamme. Husk at du betyder mere for mig end alt, os to er større end mig. Skal jeg give afkald på os, for at du kan få det bedre. Eller blive sammen, for at redde mig selv fra stilhed, tunnelsyn, depressioner og humørsvingninger, vil jeg til enhver tid bryde op, for jeg ved du vil få det bedre, ved at finde en som passer mere dig. Jeg er alligevel selv fortabt.

Jeg tror du har det godt.