Jeg holder af.
dine krakelerede asfaltsstriber og betonbrud.
Dine høje hække i det pulserende morgenliv, som skjuler flødighedens eftersmæk af 60 oprøret.
Jeg holder af at se din kapital skyde op, til lugt af beton og rene rendesten.
Du er
en by i overgang, hvor jeg lever når du rør mig
snoende nede under dit sorte tæppe, en skyggens mester i hjælp til selvhjælp mens hverdagen trækker ud til endnu en nat i samkvem med dig.
Jeg holder af dine fuglekasser svøbt i rødtegl og grå beton. Betonet af vind og regn. Danmarks dejlige slud.
Jeg kan lide dig om morgenen i november. Elsker at følges med dig i brunbladshenfald, i mudder og på frosset svær. Engang så grøn og frodig.
Jeg lider med dig i varmen. Og sveder i din kyskhed om natten, til bassens puls, alkoholens sødme, og dine lygters blik.
Jeg knalder med dine døre, i raseri over stilhed og afmagt. Lidenskaben, åbner jeg med 70'er håndtag, og knagen. Og frarøver dig, din sidste kalk med et glas vand.
Du er så smuk, gamle frue. Som du bistår, i sværm af mylder.
Jeg tilbeder dit gigantiske klokketårn. Bedårende, ufærdig, grå og monoton, en farvelade af politisk hverdag. Jeg længtes efter din normale i åen, i genskær af din brændende sol.
Jeg holder af og til, til ved dit ydrerækværk blandt udskud og ukrudt, mens jeg prøver at folde dig ned som ord. Du lever udover min kant, tilstrækkelig sort, farvet af dine cafeer og dine pulserende kafister, camperende spyr de liv til din forfaldenhed ned på mit, ned på min tankecentrum. Jeg lever i din C. Du er min ånde.
Jeg elsker et hul, i mit tommerum. Du, min eleksi. Hjernen bag mine udfoldelser. Misvedligehold mig med din hverdag.
Elsk mig med dit leverum.