Stranden havde ændret sig meget på 34 år. Mange af ler- og sandskrænterne var sunket sammen, vandet havde trukket sig tilbage og der var helt mennesketomt. Det blå flag var ikke længere oppe, den gamle flagstang var knækket og på den nye (der nok ikke var særlig ny, måske en 15-20 år gammel) hang der ikke noget, snoren var knækket og malingen var skallet af. Her stank så frygteligt. Mange af trinene på trappen ned til stranden var mugne, nogle var sunket helt ned i jorden så man ikke kunne se dem, og andre var tynde, men stak frem, så man risikerede at ryge igennem hvis man trådte på dem. Alligevel havde det lykkedes mig at komme ned.
   "Hey! Du der!" Jeg fór forskrækket sammen. Jeg kiggede op, og fik øje på en mand, der stod oppe ved toppen af trappen, der hvor parkeringspladsen lå. Den var nu tilgroet med græs og ukrudt. Jeg gik nærmere trappen, og kiggede venligt op på ham.
   "Hvordan er du kommet derned?" råbte han.
   "Jeg tog da trappen" svarede jeg roligt.
   "Se at komme op igen, stranden er forurenet! Det er ikke sikkert at være her. Skrænterne kan synke sammen hvornår det skal være!" råbte han tilbage.
   "Jeg går mig bare en tur"
   "En ældre dame som dig bør ikke være her. For din egen sikkerheds skyld, kom op!" Han blev stående og holdt øje med mig. Jeg ville ikke gå. Ikke endnu.
   "Jeg kommer snart" svarede jeg. Manden rystede på hovedet af mig.
   "Jeg har advaret dig". Nu gik han sin vej. Jeg tog en dyb indånding, og kiggede ud på vandet.

"Mor! Mor, se på mig!" Jeg satte mig op på håndklædet og kiggede smilende ud på Freja. Hun ventede på at der var plads nok omkring hende, og så hoppede hun op og bøjede benene. Hun kom så højt op at hun ikke rørte vandet. Så faldt hun i med et stort plask, så hun nærmest snublede. Leende løb hun ind til mig, vandet dryppede fra hende. Hun satte sig på sit håndklæde og tog Anna-Maria frem. Hendes yndlingsdukke, der skulle med overalt. Hun sad og red hendes hår lidt, mens jeg smurte mere solcreme på mine ben.
   Stranden var overfyldt. Solen bagede og kiosken solgte bedre end nogensinde før. Hundredvis af biler holdt på parkeringspladsen oppe på skrænten. Det blå og det danske flag vejede blidt i den milde vind. Vandet var lyseblåt og himlen dybblå. Der var ikke en sky at se nogle steder, og her duftede af blomster, solcreme og grillmad. Der blev snakket og leet højt omkring os.
   "Mor, må jeg gå ud igen?"
   "Selvfølgelig, Freja, bare du ikke går længere ud end til navlen". Freja nikkede, rejste sig, lagde Anna-Maria på en sten i nærheden og løb så ud i vandet.

Det blæste en lille smule. Jeg begyndte at gå mod venstre. Stenstranden gav lyd fra sig under mine støvler. Jeg kiggede op nogle gange, i håbet om at finde en blå plet på himlen, men der var fuldstændigt overskyet den sommerdag. Jeg kom til et område, hvor der lå nogle store sten rundt omkring. Bølgerne brusede blidt. Lige her havde det været attraktivt at være badegæst, fordi der var mere sand og færre småsten. Jeg satte mig ned, med front mod vandet, uvidende om at det var præcis det samme sted, jeg havde siddet, sidst jeg besøgte stranden.

"Freja, det er ved at blive sent. Du skal komme ind nu!"
   "Åh, mor! En halv time mere! De der er heller ikke gået endnu" Hun pegede på en familie ved siden af os. De lo. Jeg kiggede smilende på dem og gjorde en bevægelse med hånden som undskyld.
   "Et kvarter, skat. Far er ved at lave mad derhjemme" Hun tøvede ikke et sekund. Straks dykkede hun ned under vandet, og dukkede op et lille stykke længere ude.
   "Hej, mor!" råbte hun glad. Jeg vinkede smilende tilbage, hvorefter jeg bladrede lidt i mit magasin. Jeg hørte at hun hoppede op over vandoverfladen igen. Jeg smilede lidt for mig selv ved lyden af det blide plask, der fulgte. Hvor jeg dog elskede hende.
   Så kom skrigende.
   "BLOD!"
   "Kom ind med det samme!"
   "Hjælp!"
   Jeg kiggede med det samme op, og så en masse mennesker komme løbende op fra stranden. Et par stykker løb imod mig, mens jeg rejste mig op.
   "Freja?" Jeg gik ud i vandkanten og kiggede mig omkring. Da så jeg det - blodet, der farvede det nærmeste vand rødt. Længere fremme så jeg en mørk skikkelse ligge på bunden. Jeg mærkede et stik i hjertet. Fór sammen. Skreg. Græd. Faldt.

Jeg tog mine hænder op til ansigtet og tog en dyb indånding, mens jeg lukkede øjnene.

"Hurtigt! Ring efter en ambulance!"

Begyndte at ryste over hele kroppen.

"Hun er død!"

Nu kom tårerne. "Åh, Freja" hviskede jeg i mellem de små hulk. Jeg rejste mig op, og tørrede tårerne på mine kinder væk, mens jeg kiggede ned. Pludselig fik jeg øje på noget. Det var Anne-Maria. Hun lå på en af de store sten. Forladt.