Snorkene fylder hele dobbeltsengen og larmer i hele rummet...
Han og hun ligger der og jeg irriteres af lyden...
Af lyden fra den unge pige der skriger ud i det ældgamle mørke...
Jeg er søvnløs,
angstløs,
modløs,
vægtløs,
fredløs...
Flasken står på bordet... Den er tom og det samme er jeg...
Jeg er søvnløs af egen fri vilje,
angstløs med glæde,
modløs med foragt,
vægtløs med lykke,
fredløs med tankerne...
Jeg jager dem rundt i min krop og giver ikke mig selv en chance,
for at stoppe op og se mig tilbage og skulderen.
Lader ikke tankerne flyde selv eller rulle hvorhen de vil.
Jeg jagter dem så jeg har styr på dem.
Slipper dem ikke af syne, hører dem hele tiden,
smager på de ord der prøver at komme ud,
føler deres nærvær hele tiden,
ser dem stå på række for at få lov til at komme til udtryk.
Men de slipper ikke væk.
Jeg jagter dem.
Jeg er søvnløs. Jager søvnen bort og glemmer i morgen.
Er nu, er her og ingen andre steder.
Kommer ikke væk herfra endnu.
Det er for tidligt til at give op og tage hjem.......