Hun var en pæn pige. Passede sine ting, skole og så var hun altid så høflig og venlig. Ja, hende skulle der nok komme noget godt ud af.
To smilende kvinder gik op ad gulvet, den ene nær tårer. Julia mærkede et lille klem og så glædesstrålende på moderen. Lisa så stolt på sin datter. Alles øjne var rettet mod dem. Matthias tog imod den yndefulde kvinde med let rystende hænder. Lisa satte sig på forreste række. En lettere hvisken hørtes gennem salen.
"Så yndig!" "De passer bare perfekt sammen!" "Han er en sød fyr, de skal nok få det godt sammen." "Men sikken en start på livet!" "Ja, kan du huske..."
"Har du hørt det?" "Hvad?" "Hun er..." "Seriøst!? Lisa? Ej, det mener du da ikke!" "Jo, det er rigtigt! Jeg har selv hørt det fra Tina." "Med hvem?" "Det ved jeg ikke..."
Der blev stille. Hun kunne mærke det. De stirrede. Hun satte sig ved det sædvanlige bord. Der blev hvisket. Hun så ned i bordet og rødmede.
"Hey, kan vi sidde her?"
Lisa så op og fandt skolens populære klike foran sig. Hun kiggede uforstående på dem, hvorfor ville de sidde ved hende?
"Vi har hørt om det, Lisa. Og du skal bare vide at vi bakker dig fuldstændig op."
"Øhm, tak..." Hendes blik flakkede.
"Du er ikke den første det sker for. Desuden er det slet ikke så slemt at få det fjernet, man skal bare ikke tænke så meget over det."
Et nervøst smil tonede frem på Lisas ansigt. Hun havde tænkt over det. Hun havde grublet over om det nu også var det hele værd. Tænkt på alt det hun kunne skabe. Og alt det hun kunne ødelægge... Alle forventede at hun traf dét valg. Men kunne hun det? Hun fik jo dårlig samvittighed af blot at overveje det!
Matthias og Julia så på hinanden. "Ja!" ... "Ja!" De tog ikke et øjeblik øjnene fra hinanden. Lisa så på sin datters lykkelige smil. Ja, det havde bestemt været det hele værd!
"Hvad siger du? Vil du beholde det?"
"Ja, jeg har bestemt mig, sådan bliver det!"
"Men hvad med din uddannelse? Din fremtid? Hvad vil dine forældre ikke sige?"
"Min fremtid ligger lige her! Jeg finder mig et rengøringsjob, det skal nok gå! Mine forældre kan sige hvad de vil, jeg beholder det!"
"Jeg mener nu stadig at du træffer det forkerte valg, men jeg håber, at du vil klare dig igennem.."
De undgik hende. Hendes tidligere klassekammerater skiftede side når de mødte hende. Andre gik blot forbi og så lige igennem hende. Hun vidste godt hvordan sladderen gik.
"Har du hørt? Hun har tænkt sig at beholde det!" "Seriøst!? Men ... kan man det?" "Stakkels pige, der vinkede hun lige farvel til en lovende fremtid." "Det er da nærmere stakkels forældre." "Ja, tænk på den skam!" "Jeg har hørt at hendes far truede med at smide hende ud." "Men det fik hendes mor vist talt ham fra." "Ja, man kan da godt forstå ham!"
"Tillykke, kære skat!" Lisa kyssede hende på kinden. "Tak mor!" Et kæmpe smil var på Julias læber. "Jeg elsker dig." "Jeg elsker også dig!"
Der blev kigget skævt til hende. Når hun færdedes ude på vejen så hun aldrig op. Hun skyndte sig og kiggede væk. Væk fra alle de nysgerrige, dømmende blikke.
Da hun første gang fik hende i sine arme, så hun tryllebundet på det lille væsen. Et lykkeligt smil bredte sig på hendes læber. Hun kyssede hende på panden.
Julia og Matthias steg ind i bilen. "Tillykke!" "Kør forsigtigt!" "Held og lykke til!". Julia vinkede. I et kort øjeblik havde de øjenkontakt med hinanden. Lisa vinkede tilbage.
Hende skulle der nok komme noget godt ud af. Hun var jo en pæn pige. En lykkelig, pæn pige.