Småstene triller hen ad stien mens mine fødder tungt vandrer afsted. Duften af vådt mos og fugtigt græs rammer min næse og jeg snuser godt ind og bliver beroliget. Jeg er stille i nogen tid mens jeg bare hører lyden af gruset der knaser under mine fødder. En fugleunge skriger på sin mor og jeg springer tilbage. Ved denne lyd overhaler minderne mig. Jeg tænker på min egen unge. Jeg skulle også have beskyttet den. Men jeg kunne ikke. Jeg fejlede. Noget varmt løber ned fra mit øje og varmer min kind.
Jeg fjerner den igen. "Sop det.. Du har grædt nok" tænker jeg mens jeg knuser et orange blad i min hånd. Det stopper alligevel ikke resten af tårerne der straks kommer strømmende. Jeg kigger rundt med mit slørede blik og alt jeg ser er grønt. Jeg falder på knæ og hulker mod jorden, som et lille spædbarn. Ynkeligt! Jeg trækker den frem. Den skinner stadig, for den er næsten ny. Ærmet bliver trukket tilbage. Snit, snit, snit. Blodet løber, 12 streger fra min arm farver skovbunden rød. Blad efter blad. 12 år nåede hun at blive. Min baby. Min lille skat. Min mest uvurderlige skat på hele jorden. Væk for altid. Hvorfor gør jeg overhovedet dette? For at slippe af med den rigtige smerte. Fordi den fysiske smerte er lettere at forholde sig til. Jeg kigger op på den grå himmel hvor hun sidder. Nu har hun vinger og jeg ser hende aldrig igen. Hun kommer aldrig tilbage. Et snit til. Det min skyld. Og et til. Jeg smider kniven fra mig og lægger mig ned. Jorden er våd og meget kold. Jeg klemmer øjnene i ude af stand til at kontrollere mig selv længere. Jeg giver efter og lader følelserne få frit løb. Jeg skriger, hulker, slå og sparker ud i ingenting, mens regnen pisker ned i ansigtet på mig. Jeg åbner øjnene, imens den lille fugleunge hopper hen til mig. Den lægger sig ned ved siden af mig, udstøder et forpustet pip, lukker øjnene i og åbner dem aldrig igen.
Det samme gør jeg.

Englevinger klædte hende, må man sige. Hun så, så hvid og ren heroppe. Jeg kunne ikke beskrive den lykke jeg følte, af at have hende i armene igen. At have hende nær. Få en chance til, for at beskytte hende mod alt ondt.

A/N Skrev også et digt til historien;

Min lille pige
Der er intet at sige
Hver dag på din grav
Jeg græd, et helt hav
Til synes det blev sløret
Men smerten den har styret
Nu vinder døden, mit liv er datid
Jeg vil være hos dig for altid.