Hun trækker skuldrene op, for at få halstørklædet til at dække ørene. Hendes hænder er dybt begravet i lommerne. De går med hastige skridt, og håber kulden ikke indhenter dem. Hun lader øjnene studere hans ansigt. Hans vejrbidte kinder, og snøftende næse, der stikker langt ud fra ansigtet. En sammenbidt mund, der kun bliver åbnet for at lade hans ånde komme til syne. Hun studerer hvert eneste ansigtstræk. De små rynker omkring øjnene. Her lader hun altid sine fingre gå på vandring. Her finder hun sandheden. Fødderne går stadig, ufortrødent.