Jeg går ind i mig selv, mærker ikke smerten høre ikke hans højtlytte ord.
Som i en drøm stiller jeg mig uden for, er både blind og døv.
Mit tomme blik, barneansigtet indsmurt i blod er ingen hindring, knytnævernes slag forsætter.
Hans vrede er mig stadig en gåde.
Hans tæsk har mærket mig for livet, selv efter hans død har han greb om mit liv, som hans løkke havde om hans hals.
Min vejr trækning hæmmes når jeg i tankerne nærmere ham og hans hårdtslående hænder.