Tilgiv mig
Tilgiv min vrede
Thi jeg lærte at elske menneskene
Og jeg frygter dem ej
Thi jeg lærte at elske.
De som dyrkede en farve
Troende, at det var det eneste
Der kunne føre jordens fane
De døde ind i deres skrumpede hæle
Thi de dyrkede gråskalaen
I deres blindhed døde alle de andre farver.
Du spørger hvem jeg er
Jeg er din bror, en solsort i natten
En løsrevet skygge der vandrer
Også jeg har måttet bøde og forlade mit hus
Derfor bankede jeg på dørene
I nøgen hensigt.
Jeg har haft prøvelser i dødens boliger
De befriede min sjæl fra samvittighedens byrde
Ofte har jeg vandret, såret
Menneske søskende ville tilgive mig
Thi de er mennesker
Og ikke guder.
Jeg har trøstet dødens sjæl
Hører du, ven
Mine dukker var blomster
Brødre, træerne
Min søster vinden
Min ånd bjerget
Min moder havet.
Følelsernes dyb
Er besjælet af menneske ånder
Min frihed - din befrielse
Der er blod i os
Kun til menneskene vil jeg skænke hjertet
Thi guder
Har ikke hjerte dertil
Nej, mine ord er ikke døde
men menneskene
Jeg taler til dig
Uden at vide bedre end den sølleste iblandt os
Uden at fornægte den mest begærlige
Svinehunden gav mig en dolk
Til retfærdig handling
Og brølede i mit øre
Stød til, stød til
Hertil svarede jeg
Tag din dolk igen
Thi jeg er ikke dødens herre
Men livets søn
Så gå, og dø selv
Om ville du menneskenes død
Thi du rummer hullet til din egen grav.
Natten begyndte at sende sin kolde sved
Til havet
Asfalten
Og de grønne enge
- du
- ja, solsort
- jeg sørger ikke over livet
Jeg fejrer det på trods
Jeg smilede blindt:
Jeg vil klæde mig i strålende rødt
I dyb blå
I turkise klæder
Fortællende at livet
Livet, min broder, rummer også gudernes farver
Thi de er sande for menneske guder.
Aldrig mere skal min gane vædes af
Menneskeforagt
Den gift, tidens bevægelse har opdraget i jord
Hvis selviske tunger er dyppet i
Giften har ikke nået sit endeligt
Men Venus bliver aldrig enke
Så længe en solsort gjalder sine toner
Bejlende til de første stråler i morgen duggen
Så længe den bærer solen i sit næb.
Jeg har ikke andet end mit hjerte, solsort
Hjertet, jeg med glæde skænker til menneskene
Endnu lever drømmen
Thi uden menneskene vil drømmen forgå.
Spædbarnets fødselsskrig
Fanger moderblik
Tænder fadersmil
og
Endnu fødes der en galakse.