Jeg stirrer ud i ingenting.
   Og alting.
   Giver verden mindre betydning end den egentlig fortjener, mens minderne får mere plads end de behøver.

Jeg stirrer ud i ingenting.
   Som pludselig bliver til alting.

"Hvad tænker du på?", spørger han.
   Jeg kigger op fra mit hule helle, forsøger mig med en passende grimasse og ord, der ikke lægger op til bekymring. Han smiler og stråler. Det tager jeg som et sikkerhedstegn. Mit hoved er stadig helligt. Ingen adgang.
   Så jeg forsvinder lidt længere væk. Ind.
   Hvor det gør ondt og ondt - i bølgeslag.

Om aftenen sover han trygt i ske med sig selv.
   Han tror, han sover med mig. Men jeg er der ikke.
   Jeg tænker på, hvordan et digt kunne tage form af ordet AlternaLivet. Ordpillet sender et betryggende varmegys gennem min krop, der har glemt at klæde sig af. Eller på. Jeg kan ikke længere huske det.

Og jeg tror nok, han står op, da jeg begynder at drømme.

"Hvordan har du det?", spørger han en dag. Jeg ved ikke hvilken.
   Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal svare og tænker stadig på alternalivet.
   Så vi knepper længe og hårdt og krævende og...
   Et skrig, og så et til og en smøg efterfulgt af tomhedssnak, som vist nok fungerer som indhold.

Han sover i ske med sig selv.
   Og jeg stirrer ud i ingenting. Tillægger verden absolut ingen betydning, mens minderne om en tid, der måske engang var, vokser sig store og sorte i mit indre.
   Et øjeblik fornemmer jeg at kigge ud i alting.

Men alting er ingenting badet i sort.
   Og sådan fortsætter livet vel, tænker jeg og svarer på et spørgsmål, jeg ikke rigtig hører og smiler et smil, jeg ikke længere kender.