Han ser nyheder.
   Med kaffe i hånden og smøgen i askebægeret.
   Jeg tror måske, han tror, han er lykkelig.

Jeg ved, vi er noget andet.
   Så jeg trækker fine ridser i overfladen med alt for stædige negle i alt for mørke sindsstunder. Ser glansbilledet krakelere.

Jeg tror, han har taget skyklapper på, holder virkeligheden ude for at holde livet ud.
   Så han fylder tomheden med nyheder, kaffe, smøger og small-talk. For sådan gør man i rigtige forhold.

Og sådan gør vi også. For vi er i et rigtigt forhold.
   Eller vi var.
   Nu er vi bare sammen. Især hver for sig.
   Sammen om at være ene om at handle, se fjernsyn, skændes og kneppe.

Et øjeblik får jeg næsten ondt af ham. Vale med de blå, blå øjne og arret ydre. Jeg tænker på de ar, der ikke er synlige, de som har bosat sig indeni.
   Jeg tænker på, hvor mange, der står mit navn på.

Han kigger et øjeblik på mig, smiler uhyggeligt dødt og ser så væk igen. Ind i hverdagens kasseformede fængsel.
   Væk.
   Han siger næsten ingenting længere og det, han siger, indeholder intet.
   Væk.
   Desperationen river vægge ned i hjertet. Slører mit blik i vand.
   Og der, midt i hverdagsvanviddet, glimter for længst destruerede glansbilleder på nethinden.


   "Aurora?"
   Han ligger nøgen på maven, med hovedet hvilende på smukke hænder. Jeg fornemmer månedansen i hans øjne.
   Natten er hvid og stille støj høres i det fjerne. Vi er mellem tid og sted, sol og måne. Byen er ved at vågne.
   Vi gik aldrig i seng. Kneppede nætter ihjel med ild og lyst, hviskede morgener velkommen nøgne og med kærlighed til deling.
   Han har det mildeste ansigt, jeg nogensinde har set. Smilerynker, der afslører fortidsfortællinger, og som han helst ikke taler om.
   "Aurora?", hvisker han igen.
   "Jeg elsker din stemme", mumler jeg og lukker øjnene.
   Han løfter en hånd, og lader fingrene vandre over mit ansigt.
   "Du er det smukkeste, ved du godt det?" Jeg siger ingenting. Jeg kan ikke. Følelserne, alt for store, hænger i tynde tråde, sarte og skrøbelige. Et fucking glansbillede, tarveligt konstrueret til at blive betragte, aldrig rørt.
   "Åbn øjnene".
   Jeg slår dem op.
   "Øjne af guld ... Fucking smuk!"
   "Du kan ikke se noget i mørket", hvisker jeg så.

Der går lang tid, hvor stilheden danser om sengen, og da sol og måne mødes på himlen, trækker han mig ind til sig, kysser mig i panden og siger: "Jeg ser dig. Hele dig"
   Kan ikke finde ordene, lader fingrene tale i stedet. På vandring ... Over fyldige læber, spændt hals, muskuløs brystkasse og videre.
   Vale, mit glansbillede, i det fri.


"Vi kunne rejse væk", bryder jeg tavsheden. Skingert.
   Han kigger på mig og smiler det samme smil som før. Med døde øjne.
   Væk.
   "Det lyder dejligt", siger han og zapper over på Dr2 og Deadline.

Jeg har tabt