Torben havde det godt,
jeg havde det knap så godt,
Men det var uden tvivl Morten der havde det værst.

Vi mobbede altid Torben,
Eller drillede, hed det,
Mobning var for slemt et ord,
Mobning fandtes ikke her sagde man,
ikke her sagde man
Det kun i de store by'er sagde man,
Så vi lærte om at drille i stedet,
plus-dril og minus dril,
Rolig nu Torben sagde Morten,
det jo bare plus-dril,
og så grinede Morten,
Og så grinede jeg
og tilsidst grinede Torben
Torben grinede fordi han var nødt til at grine
jeg grinede fordi morten
Men Morten grinede bare.

Han blev kaldt lever-Torben,
han havde nemlig madpakke med,
En madpakke fuld af leverpostejsmadder og andet godt,
Små sedler fra hans mor,
"Pas godt på dig selv Torben"
"Ha en god dag Torben"
en tegning med hus og en smileysol,
var der ogs,
Og til sidst stod der
"værsgo Torben"
kram fra mor


Men Morten havde ingen madpakke så han gik til bageren,
så jeg gik med ham til bageren,
Og smed mine egne smiley sole, mine egne beskeder, og mine egne leverpostejsmadder væk.

når vi kom tilbage så vi Torben
Morten sagde "hey lever Torben",
Torben sagde ingenting,
for Torben var helt holdt op med at sige noget
alligevel Slog Morten ham,
og sparkede ham,
var der sne så vaskede han ham,
og hvis ikke så fik han buksevand
han bandt ham og spyttede på ham,
Men Torben sagde stadig ikke noget
Torben kom haltende i skole,
Torben havde mistet flere af sine tænder,
Og kom altid med nye blå mærker,
Tilsidst kunne jeg ikke huske hans øjenfarve, fordi han øjne altid var blå
men sådan noget kan jo også ske når man leger,
De leger jo så vildt nu om dage sagde lærinden,

En leg?
Så måtte jeg vel også være med,
for man måtte ikke holde udenfor sagde læreinden,
Så da jeg mødte Torben slog jeg ham,
og sparkede ham,
nev ham og bed ham,
Spyttede på ham, og skændte på ham,
pissede på ham og torturerede ham
Også selvom jeg jo enlig godt kunne lide Torben,
ligesom at Morten også godt kunne lide Torben,
men Morten var bange for sin far.
ligesom at jeg var bange for morten,

og Torben sagde stadig ikke noget

Torben fik så mange tæsk,
at han en dag kom i rullestol
Men han sagde stadig ikke noget,
først den dag Rektor forfjamsket kom løbende fra sit kontor af,
og forlangte at få at vide hvad der dog i himlens navn forgik,
sagde Torben noget,
han kiggede op med blod løbende ud af øret,
bare rolig rektor sagde han
det er bare plus-dril
Så hostede han lidt og grinede et halvt grin,
Morten så for en gangs skyld overasket ud, men smilede så.
Jeg ville brække mig, men smilede i stedet,
for Morten smilede jo,
og rektor han trak på skulderen og gik ind på sit kontor.
Og som så ofte før så druknede tvivlen i falsk latter..