Jeg vågner om natten badet i sved. Jeg husker ikke, hvad i går bød mig og hvem der faldt for enden af min økse. Blodet hviler på mit tøj, men hvem det kommer fra, kan jeg ikke huske uanset, hvor meget jeg forsøger og uanset hvor meget jeg vil huske det. Enkelte gange er jeg endda kommet i tvivl, om jeg overhovedet har gjort noget. Men jeg kan se det... Blodet har farvet min skjorte og øksen ligger på mit bryst - og som altid er den fyldt med blod. Min eneste ledetråd er et langt lyst hår på bladet - men jeg er ikke sikker på, om det er fra i dag eller i går - så det er måske en ung kvinde denne gang.
   Jeg lider af en ubeskrivelig lyst til at begå mord... Men jeg foragter den trang og forhindrer den hver dag. Men den er for stor til at tøjles, så om natten viser jeg mit sande jeg og jeg myrder i søvne. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blot en enkelt gang har knust et hoved med åbne øjne - og nydt det som en orgasme - men jeg fortryder det altid grænseløst. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal gøre. Jeg overvejer selvmord - så får jeg da en sidste glæde her i livet - men jeg har endnu ikke fundet modet til at gøre det endnu. Jeg har også overvejet at fortæller politiet sandheden, men atter igen er jeg en kujon - frygten for evigheden i fængslet er for stor. Ydermere ville en fængselsdom ikke hjælpe nogen. Selv derinde vil min mordsans overtage og endnu et lig vil dukke op.
   Jeg frygter mig selv... Det er et mareridt! Jeg kan ikke kontrollere mine handlinger... Men jeg elsker det! Hvordan skal man overvinde sig selv, når man elsker sin ondskab, til trods for at man hader den? Jeg ved det ikke længere. Det mest ynkelige må nok være, at jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg vil huske dem for at ære dem. Men sandheden er nok snarere, at det æder mig op indefra, at jeg ikke kan huske følelsen af deres lemlæstede kroppe.
   Men smerten over intetheden, der følges med skyldfølelsen gør det værre end noget andet. De er ingenting for mig, men alligevel betyder deres død så meget for mig. Og alligevel er jeg fanget af ensomhed. Der findes intet, der kan redde mig fra mig selv og det bedrøver mig. Og når jeg er allermest nede trækker mit narkotika stærkere i mig... Og så ryger jeg dybere ned i den grav, jeg selv har gravet ved at fortsætte.