1. del klogskab og viden
Hvad er viden og hvad er klogskab? Jeg søgte lidt rundt på nettet selv, for at se om mine teorier om klogskab og viden blev delt og jeg nåede frem til, at det bliver de(til en vis grad). Viden kan vi alle være enige om. Det er det, der står i bøger o.l. F.eks. ved jeg, at Wasser er tysk og betyder vand, Jeg ved, hvad jeg hedder og jeg ved, hvem der vandt EM 1992 i fodbold(DANMARK). Alle disse ting er viden. Men gør denne viden mig klog? De fleste ville svare nej og det vil jeg også.
Men hvis jeg ved, at tyngdekraften mellem to legemer kan beskrives som: F=G*M*m/r2, at der for gasser gælder: P*V=R*T*n, er jeg så klog? Nu ville nogle, hvis ikke mange, svare ja, men jeg vil lade foden blive i jorden og fortsat sige nej. Alt, jeg har sagt, er viden og ikke klogskab. Disse ting kan virke avancerede og er det måske også for nogle, men ikke desto mindre, kan det findes i en bog. Det kan studeredes, vurderes, læses og analyseres. Vi ved, at disse ting gælder, fordi vi selv har set det, men vi fandt ikke selv på problemet, der skabte denne viden. Deri ligger forskellen på klogskab og viden. Viden er informationer skaffet af andre. Andre som har tænkt, analyseret og undersøgt og som derfor er kloge. F.eks. beror gravitationsloven på Newtons teorier om tyngdekraften. Men hvorfor kom han på disse teorier? De kom som en reaktion på hans ønske om at forklare, hvorfor vores verden opfører sig som den gør. Sagt lidt anderledes. For at kunne forklare, hvorfor vi bevæger os mod jorden, hvorfor jorden drejer i en bane om solen og hvorfor månen drejer i en bane om jorden, måtte han stille det som spørgsmål: Er det der holder os mod jorden, det samme som holder os fast om solen? Og hvad med månen?
Deri ligger klogskab. Spørgsmål! Når man stiller spørgsmål til sin omverden og tilværelse, er man klog og jo flere spørgsmål man stiller, desto klogere er man. Det er i hvert fald min definition på klogskab. Og ud fra denne kan man sige, at med viden skal klogskab besvares.
Viden opstår, når man besvarer klogskab og klogskab opstår, når man forundres over verdenens vidundere. Men hvad med genialitet? Hvis en vidende mand har oplysningerne fra andre og en klog mand stiller spørgsmål, om det han ikke ved, hvad gør så en genial mand? Svaret er simpelt:
Han besvarer sine egne spørgsmål i overflod.
Ligesom mængden af stillede spørgsmål afgør, hvor klogt et menneske er, afgør mængden af selvbesvarede spørgsmål, hvor genial et menneske er. Et enkelt selvbesvaret spørgsmål, kan vi alle præstere, men langt de færreste af os, kan klare mange - genierne er de få. Så Newton var også et geni, da han besvarede sine egne "kloge" spørgsmål og det vil mange nok give mig ret i, selv hvis de ikke er enig i min definition af et geni/genialitet. Einstein var et geni, Hawkings var et geni, Feynmann var et geni(som fysiker holder jeg mig til fysikken i denne smamenhæng).
Men definitionerne af begreberne viden, klogskab og genialitet er jo ikke det eneste, vi har på tapetet i dette skrift. Vi vil nemlig også gå lidt ind på, hvordan disse begreber manifesterer sig i virkeligheden. F.eks. var Leonardo da Vinci uden tvivl et geni, men jeg vil vove den påstand, at jeg ved mere end Leonardo gjorde, da han levede og selvom jeg opfatter mig selv som klog, tvivler jeg meget stærkt på, at jeg er et geni og da slet ikke et i Leonardos klasse. Og det skyldes nok, at generelt set er vores samfund blevet langt mere vidende, men der er ikke kommet langt flere genier, end der har været i tidligere historie(muligvis er der kommet flere, men på grund af en generel øgning i intelligens lægger vi ikkemærke til det, og i så fald skyldes det genetiske præg frem for samfundsmæssige).
Man kan således sige, at der for et samfund godt kan ske en stigning i vidensniveau uden en stigning i genialitet eller klogskab.
Dette gælder dog ikke nødvendigvis for en enkeltperson. Man vil dog ofte se det ske sådan, vi ser, at ældre mennesker accepterer verdenens tilstand rent intellektuelt(selvom de har ry for at brokke sig). Yngre mennesker har dog en tendens til at udfordre verdenen og stille spørgsmål, jo mere information de får slået fat i knolden.
De to begreber skal altså ikke ses i forlængelse af hinanden, selvom de ofte bliver set sådan. Det skyldes nok, at med klogskab følger viden. Det er meget normalt for kloge mennesker også at være vidende, men det omvendte er bestemt ikke en regel - langt oftere en undtagelse.
Dog skal siges, at med viden kan klogskab følge. Man bliver ikke klog af ikke at lære noget som helst og selv genialitet falmer uden viden. F.eks. var der en indisk matematiker - et rent matematisk geni - der ikke har lært matematik, dermed sagt: Han havde ingen viden. Derfor blev han aldrig ret stor, selvom han bestemt havde potentialet til det. Det kan formuleres i et selvskrevet citat:
"Hvad nytter det at have et geni i hver generation, hvis hver generation skal genopfinde hjulet?"
Hvis man ønsker klogskab er viden en nødvendighed, men bestemt ikke en garanti. Klogskab og genialitet må regnes for noget medfødt, der kan udvikles med viden(som så meget andet). F.eks. er det nærmest umuligt for en, der født dum at blive et geni. Han vil gennem studier godt kunne overkomme sin egen dumhed, men at besvare sine egne spørgsmål i høj grad vil være en umulighed. Dog skal siges, at det f.eks. ikke er umuligt for ham at blive klog. Med hårdt slid, vil selv en dumrian kunne blive klog(dog aldrig genial). Der er bare sjældent mennesker, der slider så hårdt. At komme et skridt højere op ad rangstigen er svært, mens to er meget svært(fra dum til klog er to skridt: dum - normal - klog) og tre er tæt på en umulighed.
Men har det nogen betydning? At besvare dette selvstillede spørgsmål vil gå for vidt her. Det kræver en dialektisk analyse af samfundet, individet og eksistentialismen. Det ville dybest set kræve et større geni end mig at besvare det.