Når byens borgerskab jeg ser
i deres pomp og pragt
stormende imod mig her
marcherende i takt
Jeg knytter kun den ene hånd
og stille tænker jeg
i enhedens forsagte ånd
er der mon plads til mig?
Iblandt dem jeg vil stikke ud
og aldrig passe ind
selvom det er et vådeskud
forbrydes vil mit sind
Jeg intet ved, jeg intet kan;
kun høre deres ord:
du passe må i dette land
Vi kan, vi ved, vi tror!
De tror, de ved, og skaber selv
i deres faste form
et liv for deres eget vel;
Min frihed er min norm
For hvad er ret, og hvad er galt?
Med lov man bygge vil
Når dommens hus én gang har talt
man sjældent bygger til
Jeg bryder enighedens regn
Og larmer ud min frygt
Ser de mon mit spørgsmålstegn?
Hvor henne er der trygt?
Så ser de mig, for første gang
Og hører mine skrig
De lytter til min klagesang;
Og sender politi
Tækkes dem, det vil jeg ej
og pladsen er for trang
Jeg sikkert går min egen vej
Helt rolig er min gang
Til nye steder, nye folk
hvor alle har en plads;
hvor frit jeg vælge kan min tolk
og bygge mit palads