Trængsel. Tasker og damer og gestikulerende herrer maser frem i gangen. Nummer 86? Hvor er nummer 86? Den store digter er frustreret. Han kan ikke finde sin plads og mener bestemt at damen foran ham er for bred til et europæisk standardiseret klapsæde. Her! råber en venlig sjæl. Endelig! digteren finder sin plads. Som han har købt og betalt jo jo. Nu ku det være rart med en kop kaffe mener den store digter. Han læner sig tilbage i klapsædet der mest af alt minder om et loddent pelsdyr der ikke har været vasket siden sin genfødsel til statslig ejendom. Den store digter kigger de andre passagerer efter i sømmene. Hende den gamle dame der til venstre må være temmelig nervøs ved tanken om at være indelukket i tre stive timer med disse usømmelige unge mennesker på sædet foran hende. Hun sidder konstant og tjekker sine billetter og sit ur som om at tidspunktet ikke passer og der plejer da ikke være sådanne typer med disse fortræffelige statsforbindelser! En forstyrret mand står og fabulerer ude i gangen. Bare han dog ville holde kæft tænker den store digter irriteret. Foran den store digter sidder en buddhamunk og meditere. Bare han kløjs i den remse tænker den store digter. Men det gør munken ikke. Han kigger op og smiler overbærende til den store digter. Den store digter lukker øjnene og pludselig er han på trinbrættet til verden udenfor. Ååårhus alle skifter! Hastigt vender han instinktivt snuden hjemad mod de krøllede gardiner og den halvlunkne kaffe.