kroppen jeg bor i, er tooghalvtreds årgange
og det kan godt gøre mig lidt bange
især når den gamle i spejlet, vil mig fange
jeg siger jer, hans arme er lange
men han er ikke så hurtig, jeg tror han er slidt
det er som om nogen, i hans krop har bidt
om natten har han det rigtig skidt
jeg kan høre det knirker, måske er det gigt
han fører sig frem, i charmerende stil
og til alle damerne, sender han smil
engang blev han ramt, af en flyvende pil
jeg tror det er derfor, han lever i eksil
i hans yngre dage, var han et skarn
han gik rundt og tog på kvindernes barm
men han er stadig bare et stort barn
der sidder fast i barndommens uskyldige garn
jeg er hans sjæl og ung af sind
har levet i tusind år i forskellige skind
ingen ved hvornår jeg lukker mig ind
og jeg forsvinder først med den sidste vind