Før vi løb bort, var du glad, og dine øjne mildere. Dengang når du åbnede munden, skinnede solen ud imellem dine tænder, og jeg vågnede til, du sang Bright Eyes i badet. Selv på tågede vintermorgener så du på mig, som var min krop af lys og stjernestøv; som var jeg den eneste planet, du nogensinde ønskede at bosætte dig på.
Nu er dine smil forsigtige og trætte, og dine hænder rastløse. Når du ler, sætter din latter sig fast i halsen, og den synes ikke længere at tilhøre dig. Du rækker ud efter mig, men selv dine berøringer synes forsvundne for hurtigt, til jeg når at mærke dem. Det er jo ikke fordi, jeg ikke har bemærket distancen imellem os, som tomme år og søvnløse måneder - det er blot det, at jeg så længe ønskede at fortrænge.

Jeg gjorde dig træt, ikke sandt? Jeg formåede at gøre kærligheden sværere, end den burde være, med al min talen om eskapismen og verdener, som jeg ikke følte tilhørte os. De vil tage det fra os, græd jeg, og du nikkede, som forstod du, hvad jeg mente. De vil stjæle vores drømme - vi bliver nødt til at flygte, før de brænder vores huse og efterlader os med intet andet end ruinerne af noget, vi elskede engang. I det mindste har vi hinanden, forsøgte jeg at minde dig om. Og det, at tosomheden ofte ikke er nok, ekkoede i stilheden imellem os.

Jeg ved, du hader motelværelserne - de regnvåde, grå bygninger langs hjemsøgte landeveje - hvor vinduerne er utætte, og spøgelserne gemmer sig i støvede hjørner. Jeg ved, du vågner til lyden af neonskiltet udenfor og den knitrende stilhed af et fjernsyn, som ikke har fungeret i flere år. Du hader de små, fortvivlede stier og lyden af hjulene mod asfalten og fornemmelsen af bilernes passeren. Jeg ser dig krybe sammen ved bølgernes berøring af færgerne og forvirringen ved de travle togstationer. Du hader at se byerne forsvinde bag os, viklet ind i stille morgentåge. Selv radiostemmerne er du blevet træt af - de minder dig vel om trivialiteten, du havde engang;

Fordi du længes hjem, gør du ikke? Det var mig, der havde brug for at eskapere. Jeg mindes, hvordan hverdagen kravlede ind under min hud og gjorde mig rastløs med dansende fødder og rystende hænder. Der må være mere, mumlede jeg ind i mørket af dit hår, og vi lagde planer og satte krydser i skolens atlasser og lå vågne i lyset af globussen.

Nu falder du i søvn med billeder af træet i din have, som falmer med efteråret, og bladene som ligger sig i forvirrede bunker på græsplænerne i villakvarteret. Ekkoer lyden af klirrende tekopper og søvnige samtaler en søndag morgen i dine øregange? Jeg har set fotografierne af din lillesøster i kuverten, du gemmer under den fremmede hovedpude - du har noget at vende hjem til. Det var, hvad jeg ikke ønskede at forstå. Der er noget, du føler, du har mistet. Nogen du savner. Jeg ved, det er tid - jeg frygtede ensomheden nok til at gøre dig ulykkelig. Du sagde intet; lod mig blot tage og tage, til du ikke havde mere at forære. Hvorhen, spurgte du, når du fandt mig i vindueskarmen med drømmende blikke og landkort. Af sted, sagde du og pakkede dine ting - med håbet om at det næste sted, ville vise os, hvad jeg ledte efter.

Kan du huske den morgen, vi forlod? Jeg krøllede min hånd sammen i varmen af din og følte endelig, at virkeligheden var vores. Hvor skal vi tage hen, spurgte jeg, og du pegede mod horisonten, som var den et svar. Vi har brugt så mange måneder på at jagte solen uden at nå den. Engang imellem er vi kommet tæt på, men aldrig uden at brænde vores fingre. Det er ikke at opgive, skriver du på væggene af dine tanker. Det er at give slip på noget, som ikke længere er din drøm.

Jeg forelskede mig i gadenavne og lufthavne og alt det, som kunne tage mig bort. Lyden af banegårde syntes at være lyden af hjemme. Jeg troede, jeg kunne flygte - at erindringerne og tabene ikke kunne nå os, hvis blot vi blev med at løbe. Men jeg ser dig ligge vågen med sitrende øjenlåg, og jeg hører dig mumle deres navne i søvnen. Der er kun en hvis distance, du kan fortsætte, før du bliver nødt til at standse. Jeg elsker vejene, men jeg elsker også dig. En sidste gang rejser vi, og lygterne fører os hjem. Du er glad, men jeg ikke se bort fra rynkerne i din pande og alt det, jeg har gjort ved dig.

At elske mig har gjort dig træt.