Annas mor løb grædende ud af huset og kørte væk på sin cykel. Anna sad i sandkassen alene. Hendes mor græd hele tiden, og Anna var bange for, at hun aldrig kom hjem igen, når hun kørte afsted. Så Anna tog det fine nye løbehjul, hun fik i 5års fødselsdagsgave og kørte efter sin mor. Hun råbte alt, hvad hun kunne efter hende for at få hende til at vende om, men mors cykel forsvandt ud af syne.
   Anna vidste at mor normalt kørte hjem til bedstefar. Mor og Anna plejede at køre derhen sammen. Så fik Anna kakao, ristet brød og nogle gange is. Anna kendte vejen selv om den var lang. Hun løb afsted på sit løbehjul. Hun blev træt i benene men hun løb videre. Måske ville bedstefar tage hende op og fortælle spændende ting, så som hvordan verden var opstået, eller at solen var en kæmpe stjerne.
   Da Anna nåede frem til bedstefars hus var der ingen hjemme. Mors cykel stod i indkørslen. Anna gik rundt om huset og kiggede ind af vinduerne, der var ingen hjemme.
   Anna trak løbehjulet afsted. Hun mødte en gammel dame med en sød lille hund. Hun fik lov at ae hunden. Anna spurgte damen om hun ville høre, at hun kunne alfabetet. Det ville damen gerne og Anna sagde det helt fejlfrit og stavede alle de ord hun kendte for damen. Damen syntes, at Anna var dygtig.
   Damen og hunden skulle videre, så nu var Anna alene. Hun var altid alene og bange for tiden. Når mor afleverede hende i børnehaven, kunne Anna se, at hun kæmpede for ikke at græde. Anna så godt, at hun græd, så snart hun nåede ud på gaden.
   Anna gik tilbage til bedstefars hus. Det var stadig tomt. Tårene trillede ned af hendes kinder. Hvorfor tog ingen hende med? Hvorfor græd mor? Hvorfor så ingen Anna? Anna ventede lidt foran huset, og så gik hun. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gå hen. Derhjemme var der kun hendes mors gråd og lillesøsters gråd, ingen så, at Anna også græd.