Alt kørte rundt i hovedet på hende, og babyens gråd gjorde hende vanvittig. Anna sad i sandkassen så stille. Hun var altid så stille og tænksom. I børnehaven sagde de, at de var bekymrede for hende.
   "Jeg klarer ikke mere i dag Frak", fik hun fremstammet, mens gråden tog fat i hende og gjorde det umuligt at sige mere. Frank gav hende lov til at køre hjem til sin far og få lidt ro fra børnene.
   Hun tog sin cykel og kørte afsted, nu var hun helt lukket inde i sin egen verden. Hun opfangede lige Annas store tænksomme øjne, da hun gik forbi. Hvorfor kunne hun ikke lade hende være? Hun orkede ikke Anna og alle hendes gammelkloge spørgsmål.
   Da hun nåede sin fars hus, og han åbnede døren, lod hun sig falde i hans favn. Nu var hun barnet, der skulle trøstes, og endelig holdt de kaotiske tanker en pause. Hendes far foreslog, at de gik en tur ved stranden. Hun nikkede og fuldte med ud til bilen.
   Mens de gik i stilhed langs stranden, ringede mobiltelefonen. Hun havde lyst til at lade den ringe, men det var Frank, og han ville blive bekymret, hvis hun ikke tog den. Hans stemme var fuld af bekymring og angst, da han fortalte, at Anna var væk. Alt inde i hende stoppede op, og hun blev opfyldt af tanker, om alt det forfærdelige der kunne være sket Anna. Både hende selv og hendes far blev meget forskrækkede. De skyndte sig hjem, så de kunne lede efter Anna.
   De cyklede begge to afsted og ledte. Billeder af Anna, der var blevet kørt over farede rundt i hovedet på hende. De havde kørt rundt i kvarteret og været helt hjemme ved huset der hjemme uden at finde hende.
   Lige som de var ved at give op, så hun hende. Hun sad og gemte sig bag en busk. "Anna", råbte hun. Anna svarede ikke men kiggede på hende med de store tænksomme øjne. Hun hoppede af cyklen og løb hen til hende og tog hende op. "Moar jeg savnede dig", sagde Anna med sin lille fine spæde stemme. Hun knuede hende tæt ind til sig.