Den røde rose stod blandt simpelt ukrudt og nikkede med kronbladene. Det så forkert ud. Den smukke blomst hørte ikke til blandt ukrudtet. Smukke blomster skulle stå blandt andre smukke blomster, hvor de hørte hjemme. Omvendt så rosen smukkere ud, som den stod der blandt mindre skønne blomster. Det var måske også en fordel.
   Det var disse tanker hun gjorde sig, da hun denne lørdag morgen stod iført sin morgenkåbe og kiggede ud mod haven, der var ved at vokse til i ukrudt.
   En enkelt regndråbe landede på spidsen af et af rosens kronblade. Hang der lidt og faldt så ned. Endnu en fulgte. Og endnu en. Til sidst trak en mørk tordensky sig sammen og sendte kaskader af vand ned over haven.
   Hun så med forfærdelse hvordan regnen tvang rosen mod jorden. Den rejste sig stædigt fire gange. Femte gang var det slut. Rosen blev liggende nede i ukrudtet, ituslået med kronbladene spredt omkring sig. De var på samme plan nu. Men tidslerne og skvalderkålen stod der endnu.
   Måske var det ikke så skidt at være simpelt ukrudt, tænkte hun ved sig selv og smilte, mens hun tog en tår kaffe.
   Ukrudt dør nemlig ikke, når livet regner på det.