Som hun sad dér, kunne hun ikke finde ud af, hvad der var op, ned, og om der mellem sort og hvidt virkelig findes grå. Endnu et år var gået, og hun havde svømmet med strømmen bedst, som hun havde lært.

De sorte, sirlige blæktryk af bogstaver stod side om side i den turkisblå bog og drillede hendes hoveds hemmelige tanker. Hun så sig omkring: Blanke paketgulve, matslebne overflader, ordentlige mænd - drenge - mod den fremtid, de alle havde kunne stave til siden folkeskolen. Perfekte glaspartier, glatte skjorter, fine pigesmil.

Der var nogen, der gjorde det, vidste hun. Gik egne veje. Men jo mere hun så sig om, jo sværere havde hun ved at finde dem. De smilte alle sammen til hende, sagde tak for sidst, spurgte til omridset af hendes menneskeskal og skyndte sig platonisk videre med de løse ord på tungen om, at hun da måtte hilse hendes smukke familie, bag de stedsegrønne buske.
   Tankestrømmen måtte lægges på hylden, for nu var hun jo hér, det ville hun jo så gerne, det havde hun altid sagt, og hendes forældre, de var der jo altid til at smile ad hendes liv, for ikke at tale om hendes fars gode øjne. Hun elskede ham så højt, og hans fodspor var så pæne.

Der var jo heller ikke nogen, der vidste, om det ville gå på en anden måde. For ensartede betonveje er jo så lette at følge i stedet for at grave sin egen sti i mudderjord. Det skal nok blive rigtigt, tænkte hun. Hun skulle ind på rækken med de andre, ind i 'den sorte papkasse', som hun havde kaldt den, da hun var lille og fik ondt i maven af dens hårdhed.

Hun tænkte på, hvorfor hun stadig følte den sorte papkasses hårdhed, og om den mon var mindre sort indeni.

Fra hendes krops mørkekammer voksede en rygende, kriblende fornemmelse, som både brændte og dulmede tankerne. Hun mærkede sine hænders blødhed. "Over betonvejene, over papkassen, over byen, over tankerne - er fuglene," sagde hun. "Og nogen skal jo være Fugl Fønix."