Han kiggede på vasen. Dens pæne kanter. Sort, som står der og beder ham om noget, uden han ved hvad. Han kigger på den. Tilpas sikker på, at den sikre sort farve varer for evigt. Tilpas afslappet, og så falder skyggen. Den falder anderledes. For roligt. Den flytter sig, og vasens hvide farve bliver synlig.
   Den flytter sig kun for drømmere.
   Så skrøbelig hvid, så naivt håbefuld ved siden af den sorte sky. Hvad gør man ved sorte og hvide farver. Og er grå andet end kaos. Hvis der så bare var rigtige svar.
   Den hvide farve er smuk. Fristende. Rablende sindssyg. Den lyser op, og før han ved af det, fylder den mere end det sorte.
   Men hvid er ikke en rigtig farve. Han må rette sig op. Det går ikke at have åbne øjne i drømmeland. Den sorte farve ved han, hvor han har.
   At glemme alle de ting, man gjorde, som man ikke skulle gøre.
   Hvid kaster lys og gør sår røde igen.
   Nu er vasen sort.

Hvem fanden kan også overhovedet huske, at den engang var hvid.