Et dæmpet skær fra tændt stearin
skinner på en stille mand
Lyset holder ham med selskab
som han ælter sin forstand
Nattens sorthed er som solen
set imod hans indre bord
Retningsløs med salte smerter
maser han med viljens ord
Værker formes og forfalder
Vælter rundt som hule skaller
Hver en klump mod storhed kalder
men er mødt med døve ører
Flammer dør og røgen stiger
rundt omkring den stille mand
Nat forgår imens han stadig
hamrer løs på sin forstand
Dybt i tågen fra hans flid
hvisker brat en ydmyg stemme
Alting fryser og hår rejses
Er det mon her han har hjemme?
Hans blik væltes af en skulptur
Smuk som himlen - stærk som en mur
Opskriften på hans svagheds kur
En nøgle til det indre bur
En forstand, der endelig dur
Morgensolen er tilbage
skinner på den stille mand
sovende med smil på læben
favner han nu sin forstand