En finke ryger af panden,
nej, nu går hun fra forstanden,
men hun knejser blot med nakken,
der fik du, nok en, på frakken.
Så siger jeg, for fanden, og sgu,
nu syntes jeg altså godt, du ku,
tage dig selv, lidt i nakken,
og stoppe, med den, slags snakken.
Hvad er det dog, for et sprog, du fører,
det vil jeg altså, ikke høre,
disse slang, og ukvemsord,
til den slags, er du, blevet for stor.
Nu skal du, altså høre på mig,
for nu, skal jeg fortælle dig,
hvordan, man skal opføre sig,
men vil hun høre, nej, sørme nej.
Så råber og skriger jeg, lidt igen,
hun kigger, hvor vi du egentlig, hen,
ophidselsen stiger, nej, du kan tro nej.
jeg er voksen, her bestemmer jeg,
Så falder jeg ned, på jorden igen,
hvad er det egentlig, du mener, min ven,
kom, sæt der her, og lad mig høre,
hæld, bare af, jeg er lutter øre.
Nu snakker vi sammen, på lige fod,
forsvundet, er den, store rod,
jeg ser en pige, med sund fornuft,
men hva, vi har da begge, fået luft.