Det er ligesom brændenælder på en sti: Du kan gå tæt på noget, der svier så meget, uden at mærke det på kroppen. Hvis du rammer, må du sætte din lid til, at tiden læger alle sår. Hvis ikke kan du med sammenkrøllet mave i stedet huske, hvor ondt det gjorde engang at træde forkert og være glad for, at du nu kan balancere på stien.

Det er ligesom et blad: Vi skal lægge mærke til den lille perfektion for at se dets fuldendthed i sig selv og vigtighed i det store puslespil. Tage det mellem fingrene, mærke enkeltheden og tænke "det er præcis, som det skal være."

Det er ligesom løveøjne: Jeg kan uomtvisteligt se, at jeg ser på noget særligt, noget vildt, men - når jeg kigger længe nok - også velkendt og meget, meget smukt. Faktisk de eneste af slagsen og verdens smukkeste. De brænder i huden, sådanne øjne, og hvis jeg tør, brænder de også i sindet. Det sidste skal dog overvejes, for sådanne løveøjne kan aldrig erstattes.