Dagen griber mig
voldtager mig
med rutinens timeglas
der i traditionsbudding
lader drømmene drukne
på bunden af tornysteret
som sorte kastanjer
der aldrig fik tid til ben
at gå på
Dagen ligger henslængt
griner kødfortærende
af mine håb og længsler
Stanger tænder med min sjæl
til identitetsfraktioner
der aldrig synes
at nå sammen
Søger i det hvide
mellem tusmørkets bekymrende fuger
som et atom
fra celle til celle
pendulerer jeg dybt
ned under de flydende lag
ind til den faste kerne
Finder min essens
følger moderjords livgivende kraftværk
ud gennem en pore
der spyr ny ild
der nærende
klæder min sjæls isfugl på
til et mageløst øjeblik
stille i luften
for i næste
at dykke ned og punktere
erkendelsens fosterhinde
I forløsningens ekko
indfanges det uundværlige enkle sølv
Til det frie valg
Hel
spænder jeg ben for dagen
og griber den