Hun ventede mellem rækkerne af bilerne, og holdt skarpt øje med folk der synes at gå mod en bestemt bil. Et forældrepar med hver deres hoppende barn i hånden, nej - de børn var for friske til at være på vej hjem.

En høj tynd mand i kakishorts, og Mads Christensen sokker i sanddalerne, kom ud fra Bowl'n'Fun centeret med en gammeldaws isvaffel i hånden.
   Åh - Bare det var mig. Sådan en is kunne hun godt spise lige nu.
   Han stoppede op, som han havde hørt hendes tanker, vendte rundt, og forsvandt ind i bygningen igen. Nå - det var nok nærmere varmen, der havde bestemt hans hurtige exit. Hun løftede ud i udskæringen, og viftede med den. Det hjalp ikke meget. Det var ulideligt, selv om blæseren kørte på fuldt tryk, og begge vinduer var åbne.

Der. Der var måske en mulighed. En kvinde i ultrakort sommerkjole, høj hestehale, og en pink bowlingtaske i hånden, kom ud fra centeret. Hestehalen svingede fra side til side, som dens ejer ledte efter noget. Lige foran Ida's bil krydsede hestehalen indimellem to parkerede biler.

Ida tog chancen, kørte op for enden for at komme over i næste række. Hun havde gættet rigtigt, gjorde holdt, mens hun betragtede hestehalen lægge tasken ind på bagsædet af en smart hvid og sort Kia.

Skråt over for holdt en sølvgrå Audi med snuden vendt mod Ida's bil. En mand, med et mørkt overskæg der mindede om en skovsnegl, gloede direkte på hende.

"Du kan lige tro nej", tænkte hun, og holdt øje ud af den ene øjenkrog med hestehalen. Den anden med skovsneglen. Da hestehalens baklys blev tændt, satte hun i førstegear, holdt koblingen, og strammede grebet om rattet. I samme øjeblik at der var blevet plads nok, strøg hun ind på den ledige plads.

Mens hun låste bilen, så hun over mod Audi 'en. Den holdt stadigvæk, og ventede. Hun trak let på skuldrene, og begyndte at gå.

"Hey", råbte en stemme bag hende. "Du har stjålet min plads".

Ida drejede rundt. Manden med skovsneglen var steget ud af sin bil, og pegede direkte på hende med pegefingeren, som var det en lancet klar til at spidde hende.

"Øh, jeg kom først, som du kan se", sagde Ida med et afvæbnende smil, mens hun kastede et blik rundt for at se, om der var andre i nærheden. Skovsneglen trampede nærmere. Stadig med løftet finger.

"Flyt den smadrekasse. Lige på stedet. Jeg kom først", råbte manden endnu højere.

Et ældre ægtepar, der kom gående henimod dem, vendte om, og forlod hastigt kampscenen.

Hun tøvede, og som skovsneglen havde fornemmet det, pegede han på hendes bil, og snerrede forventningsfuldt som en pitbullterrier der havde opdaget, hvor musen gemte sig. "nå, bliver det i dag?"

Nu havde Ida fået nok, og trådte nærmere. Af alle stupide, der troede, de kunne bestemme alt, var han den værste. Nu var det hendes pegefinger der stødte ud efter manden. Hendes læber der var trukket ud i en snerren. Fuldt ud værdig for en velvoksen rottweiler der var træt af at nogen konstant, og uinviteret, joggede indover dens grænser.

"Du kan lige tro nej, din idiot."
   "Forsvind, eller jeg tilkalder politiet."

Hun anede ikke, om de ville reagere på sådan et opkald, men hun var egentlig ligeglad. Fornuften kunne rende hende. Hun snoede skulderremmen på hendes taske rundt om højre hånd, svingede den let frem og tilbage, mens hun gik inden for rækkevidde af manden.

Han var omkring 20 cm. højere end hende, men det skulle ikke forhindre hende i at se ned på ham. Hun lagde hovedet tilbage, og kneb øjnene sammen.

"Hvad bilder du dig egentlig ind? Tror du, at du er enevældig konge? Tag din bil på nakken og forsvind - Det eneste der tilnærmelsesvis er kongeligt ved dig, er den snegl, du har siddende på overlæben".

Hun svingede tasken i retning mod fronthjælmen på hans blærerøvs Audi, i sidste øjeblik ændrede hun mening, og slyngede tasken lige i hovedet på ham. Modsvaret kom prompte. En knytnæve fik hende til at vakle baglæns ind i hendes bil. Baghovedet røg bagover, og smagte på lakken med et hult bump. Fortumlet gled hun ned i knæ. Blinkede flere gange kraftigt, før hun kunne fokusere igen.

Hun skelede op til ham. Hans ene kind var ildrød. Desværre - eller måske heldigt nok. Hendes taske havde ikke været tung nok til at gøre rigtig skade. Han så kort på hende, dernæst så han sig hurtigt omkring, inden han sprang ind i Audi 'en, og kørte væk med hvinede dæk.

Hun grinede, ømmede sig, grinede igen, dog mere forsigtigt. Han havde efterlagt en stank af sveden gummi, og - hun følte efter. En flækket læbe, og en bule i baghovedet på hende. Begge skader dunkede i utakt, som indersiden af hendes hoved var forvandlet til banderne i et billardspil, men han var væk. Hun havde vundet. Hendes første slagsmål nogen sinde.