Jeg har fejet mine spørgsmål til Louise inde under gulvtæppet indtil videre.
Jeg vil ikke indrømme over for mig selv at Louise og Peter måske stadig har lyst til hinanden. Jeg afskriver muligheden inde i mit hoved, fordi alting skal passe efter mit univers. Det er egoistist og måske også forkert, men det er sandheden.
Jeg har hentet et juletræ og pyntet det op for at sprede lidt glæde og hygge i lejligheden, selv om vi kun bliver os fire og det ikke sner udenfor. Jeg har også købt gaver og pakket dem ind i smug i de foregående dage hvor Louise har været på arbejde.
I de næste par dage op til juleaften snakker jeg ikke med Peter og kun overfladisk med Louise for den sags skyld. Intet er det samme efter jeg fangede dem sammen, og det vidste vi alle tre. Nu klingede jeg mig til hult håbet om at Ella kunne bryde stemningen og måske være noget for Peter.
Juleaften er her. Louise ordner mad i køkkenet mens jeg dækker bord, og i ny og næ kommer jeg i køkkenet for at inspicere, og for at tilbyde min hjælp. Hun siger der ikke var det store af hjælpe med og at jeg bare kan gå ind og vente på gæsterne.
Ella er den første der ankommer. Jeg har ikke set hende før andet end på fotos i Louises telefon. Hun bærer briller, håret er sat op i en knold og er generet anlagt, men virker temmelig sød og rolig anlagt. Hun er godt 175 centimeter høj og har en behagelig stemme, og er ikke bange for at tage fat - så hun går i køkkenet for at lette arbejdsbyrden fra Louises skuldre og for at få en pigesnak.
Peter kommer sjoskende godt en halv time senere og kommer med gaver og rødvin. Jeg har købt rødvin der endnu ikke er trukket op, men Peter insisterer på at vi skal starte med hans medbragte vin, så den bliver i stedet trukket op så den kan få lov at ånde.
"Er hun kommet?" spørger Peter, men svaret er overflødigt, da der kommer latter ude fra køkkenet. Jeg smiler blot som svar og kan se at han er spændt på hvordan hun er. Peter går ud i køkkenet, da han ikke længere kan vente med at se hende, men bliver hurtigt sendt ind i stuen igen.
"Nå, hvad synes du?" spørger jeg.
Han vrikker lidt med hovedet fra side til side og løfter en hånd der siger bop-bop. Jeg giver ham et skulderklap og vi sætter os ned til et lille glas Bailey, mens et par nødder fra stuebordet undervejs bliver konsumeret til tv.
Pludselig er det tid til mad. Louise og Ella bærer maden ind på spisebordet i stuen.
"Kommer I," spørger Louise mens Ella henter det sidste ude i køkkenet.
"Ja, kommer nu." Jeg slukker for tv'et og kigger på anden og flæskestegen på bordet sammen med alt andet obligatorisk tilbehør.
Vi får sat os til bords og begynder at sende fadene rundt selv om vi sagtens kan nå ved at række over. Det vil bare ikke være særlig skikkeligt. Der bliver spist i næsten stilhed og jeg bemærker at Ella der sidder overfor mig, stjæler et blik af mig engang i mellem, for så at kigge ned i maden igen. Hun undrer næsten ikke Peter, der sidder ved siden af hende, et værdigt blik. Peter og Louises blik mødes lidt forlegent i det skjulte, og de opfører sig næsten overfladiske af dem de i virkeligheden er. Jeg tænker at måske var denne juleaftens komsammen ikke så god en idé alligevel når alt kom til alt. Ella dømte som den eneste ryger, rygepause midt i det hele, for at få plads til lidt mere. Hun ryger ude på altanen og det resulterer i at alle får strakt deres kroppe fra bordet for enten at trække luft fra altanen eller gå på toilettet. Efter den korte pause er alle tilbage, og lidt mere snakkesalige ovenpå vinen og den gode mad, og stemningen er ikke overfestlig i sig selv. Men så tager Peter initiativ til en begyndende samtale.
"Hvad laver du så til daglig Ella? - arbejdsmæssigt mener jeg," spørger Peter.
"Mig uha, jeg er bibliotekar og er bognørd med et stort B." Hun smiler halvstolt og retter sig op i stolen.
"Hvad med dig selv?" spørger hun ind med nysgerrige øjne.
"For tiden er jeg arbejdssøgende, men det er ikke lige til at finde noget for tiden," siger han og propper lidt flæskesteg i munden.
"Nej fortæl mig om det," blander jeg mig: "Jeg har også søgt i et stykke tid nu uden resultat. Jeg håber bare at jeg kan nå at finde noget inden jeg ryger ud af fagforeningen, så jeg ikke skal på kontanthjælp og så ud i et såkaldt nyttejob."
"Idet mindste har du en fagforening," siger Peter og skovler mere mad indenbords, inden han drukner hele molevitten i rødvin.
"Jeg er sikker på at I nok skal finde noget der kommer jer begge til gode. Skål," siger Louise.
Skål siger vi alle og klinker glas, og der sænker sig en lille madro mens vi kigger på hinanden og maden på tallerken.