Jeg mødte William. Jeg mødte ham på skolen i dag. Han lignede sig selv mere eller mindre. Med de sorte briller og det sorte hår og skægstubbene, du ved. Han lignede ligesom bare sig selv.
   William sagde ikke rigtig noget. Bare den samme lille leg, hvor han prikkede mig på den venstre skulder, og så vendte jeg mig om den forkerte vej. Det synes han i hvert fald er sjovt. Han fik mig, må jeg indrømme. Men det er jo også i orden.
   Så skrev han til mig senere. Hvad lavede jeg i aften, spurgte han. Jeg var jo på arbejde, men jeg tænkte, hvor han mon ville hen med det.
   Han skrev til mig, at han og Marcus og Hugo gerne ville gøre mig selskab. Det spørger de om en gang imellem. Jeg kan efterhånden regne ud, hvad det handler om, når William skriver til mig.

Vi røg jo meget sammen engang. Dengang. Det var en god sommer. Du kender det godt, ikke? Når sommeren her i Danmark bare er perfekt. Og der er godt, varmt vejr hele tiden, og solen skinner. Og alle er ligesom bare glade, ikke?
   Nå, men det var i hvert fald sådan en sommer, dengang. Jeg boede jo bare i min lille kasse med den beskedne altan. Der var ingen, der kom der - i hvert fald ikke nogen, der ikke skulle. Og vi var der alle sammen, hele tiden. Mig og William og Marcus og Hugo. Først var det egentlig uden Hugo, men William tog ham med en dag, og så var det bare det. De var så musikalske, de to. Og i starten sad vi bare derude med nogle øl. Vi sad sammen, fire på stribe nærmest. Og når vi var berusede nok, lavede vi en hel masse. Nogle gange hoppede vi ned fra altanen, og andre gange kørte vi om kap i indkøbsvogne.
   Jeg kan huske, at William engang væltede den vogn, jeg sad i. Havde jeg ikke været fuld, havde det nok gjort ondt.
   Ja. Det var rigtig skægt dengang. Det var tilfældigt, og det var tankeløst.
   Så en dag var der én, der tog noget græs med. Det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var én af de gange, hvor der var flere, og hvor jeg end ikke kendte halvdelen af mine gæster ved fornavn. Men altså, ja, det var jo fint nok, og vi prøvede det.
   Det gjorde mig i godt humør, det gjorde det altså. Alting blev bare lige en tand sjovere.

En dag skrev Marcus til mig, at han stoppede. Stoppede med hvad? spurgte jeg jo, for jeg anede ikke, hvad han mente. Han skrev så, at han stoppede med at gå på skolen.
   Jeg var overrasket. Jeg vidste slet ikke, at han havde tænkt sig at stoppe - og da slet ikke, når han nu var halvvejs. Men det gjorde han altså. Efter mange advarsler, sagde han. Det havde jeg jo slet ikke tænkt over, men da jeg så tænkte efter, gav det alligevel mening. Han havde pjækket mere end os andre den sidste tid.
   Jeg spurgte ham, om vi skulle snakke om det, men han ville hellere bare ryge. Så inviterede jeg ham hjem. Måske ville han tale efter lidt græs, tænkte jeg jo bare. Det ville han dog ikke. I stedet ville han bare ryge, og til sidst løb vi tør. Jeg sagde, at det var lige meget for mit vedkommende. Jeg havde fået nok. Men han ville have mere, så vi tog bussen ud til et sted, jeg aldrig havde været før. Det var mørkt, men han kunne vejen. Jeg kunne ikke styre min krop ordentligt, den kørte ligesom bare på autopilot. Jeg var vel ikke vant til så meget som ham.
   Da vi kom hjem, røg vi bare videre og faldt i søvn på et tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg følte, at alle de tanker, jeg havde på en hel uge, var blevet komprimeret til de sidste få minutter.

Sidst jeg så Marcus var på banegården. Jeg stødte ind i ham og William, og William skulle med samme tog som jeg. Han havde købt græs af Marcus, fordi han skulle ud til Hugo.

Jeg ved i grunden ikke meget om Hugo. Jeg ved ikke engang, hvor han er fra, men jeg ved, at han kan tale spansk. Desuden har jeg hørt, at han kom ind på musikkonservertoriet, så han må jo være ret god. Han kan i hvert fald spille på min guitar, ligesom William kan.
   Han er den mere stille type, siger ikke så meget. Han er lidt sådan én, man finder midt i festen i færd med noget mærkeligt, men uden at det er noget, man som sådan lægger mærke til. Engang så jeg ham ligge hen over en stol, fast, spændt og stiv som et bræt. Jeg fandt egentlig aldrig ud af, hvad det var for en kunst.

Og gad vide, i grunden, hvor William og Hugo kender hinanden fra?

Jeg ved i hvert fald en masse om William.
   Jeg ved, at han er et geni. Han hører og tænker over alt, hver en lille detalje, han får af vide. Han er skarp og sikkert det mest intelligente menneske, jeg har mødt. Jeg ved ikke, om det er hans rødder, men han er god til alt, han sætter sig for. Og så er han frygteligt god til at spille klaver. Den sommer tog vi ud til ham, bare mig og ham, og han spillede på sit klaver.
   Også de melodier, han selv havde fundet på.
   Han var i Letland denne sommer. Han var hjemme ved sin far. Han havde vistnok fået tilbudt et fantastisk job derovre, men jeg ved ikke, om det er på grund af det, han har været så meget væk. Jeg ved bare, der gik en måned efter vi andre var startet, før han dukkede op, og nu har de også taget hans SU og alt muligt.
   Vliver han smidt ud? Det er et spørgsmål, der bliver stillet hver dag deroppe. Vi er så nysgerrige, og vi vil så gerne vide det. Det er sjovt, at der ikke er nogen, der har tænkt sig at spørge ham. I stedet spørger vi bare hinanden, som om det vil give svar.

Han siger, han har røget hver dag i en måned nu. Det er nemmest at lave lektierne sådan. Det siger han.

Hvor kom jeg fra? Nå ja. Jeg mødte ham jo i dag. Og så skrev han. Jeg hoppede fra for længe siden. Der er sket meget.
   Hugo går rundt sammen med William, når ingen af dem gider i skole. Og Marcus har jeg ikke set længe.
   Men jeg skulle hilse, sagde William.
   Jeg skulle hilse dig.