En latent strøm af et tidsforskudt univers opstår
her midt i stuen,
og jeg vender min kop sådan
- I den særlige hældning,
der tyder på at verden er gået i stå
Blikket vender mod himmelen
En tanke, og det genskin dine øjne sender
det hele hvirvler rundt
forvirrer mig, forleder mig
Hen til åbningen
døren til det noget der skriger
- Dit primalskrig
Men det er bare noget jeg drømmer,
for diamanterne er matte, tidsløse
de ligger i mine hænder
helt døde
Og så er det du siger
ikke med ord, heller ikke med det blik
men den bevægelse,
får mig til at stivne
Du kalder mig hen til dig
Og jeg lader mig favne af din hemmelige nat
det tidsløse spektrum imellem dig og mig
er endeløst
Dine urolige drømme kender jeg
som du kender mig
Og alt er usagt
Det er bare tanker, stormende
Din skøre diamant, jeg tæller tiden
til den dag du siger de ord.
Gør det som du vil
Bare beskeden når frem.