Stilhed. En forfærdelig gennemborende stilhed.
   Hans hænder var som frosset fast til rettet. Han kunne ikke give slip, han ville ikke.
   Frygten sad i ham, som var den placeret dybt i hans indre. Den ville være der altid. Altid. Netop fra dette øjeblik var han tvunget til at leve med frygten. Se frygten i øjnene hver eneste dag.
   Hans hvide ånde dannede dug på indersiden af den ituslåede bilrude. Hans vejrtrækning. Den eneste vejrtrækning brød stilheden. Den ildevarslende stilhed.
   Tankerne hvirvlede rundt i hans hoved uden sammenhæng. Billetbestillingen, de overfyldte kufferter, den højtspillende radio. Hans blik vandrede langsom nedad. Radioen spillede ikke længere. Helt ødelagt. Han havde overhovedet ikke bemærket musikkens forsvinden. Han havde knapt nok været klar over, hvad der skete.
   Sneen, det uendelige hvide. Den anden bil, den røde bil. Den var bare pludselig dukket op.
   Hans mund var tør. Han holdt vejret, og stilheden skyllede ind over ham, som den ene bølge efter den anden.
   "Er I okay deromme?" fremstammede han endelig med dirrende stemme.
   Kun stilheden svarede.