Et rædsomt
frygteligt øjeblik
så jeg mig selv
stå dér
midt i folkemængden;
bange, skuffet, svigtet, forvirret,
fordømmende,
vred og bitter,
magtesløs:
råbende med
i det forfærdelige kor:
"LYNCH!"
"lynch ham, klyng ham op,
lad ham dingle!"
Dommen faldt brutalt:
Èn for alle -
men ikke alle for én.
Èn må betale prisen,
én må bøde
for de forbrydere, som gik fri.
Reformer, der mislykkes,
bliver gerne til galgereb.
Reb knyttet af skuffede forventninger.
Sørgeligt:
at budbringeren
af dårligt nyt så ofte
halshugges ...
Sørgeligt:
at frygten, vreden og frustrationerne
så ofte går ud over
de forkerte,
de, som forsøger at gøre noget
ved problemerne
straffes og hånes
- ydmyges i deres nederlag,
i kampen mod det onde. -
Sørgeligt:
at de, som skaber problemerne,
- de virkelige forbrydere -
går straffri.
Andre havde engang
for længe siden
et helt andet sted
skreget:
"Korsfæst! Korsfæst! Korsfæst!"
Havde dødsdømt den uskyldige.
Dømt ham for at bringe håb.
De kunne heller ikke dengang
bære skuffelsen
over deres uændrede verden.
Over at de onde stadig kunne le,
mens de gode græd.
Over at grådighed og samvittighedsløshed
stadig kunne bedrive deres bedrag.
Over at løgnere og svindlere
stadig kunne lege med menneskers liv.
De kunne ikke se:
Hvor var deres frelse?!
Ser vi det nu i dag
- på dette sted?!
Eller råber vi endnu
i blinde og angst? ...