1Ventetid tager tid
Jeg står og venter på toget. Det skulle være kørt for fem minutte... [...]
Essays
10 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Asra Grønnes (f. 1997)
Jeg står og venter på toget. Det skulle være kørt for fem minutter siden, men det er ikke engang ankommet endnu. Jeg bliver mere og mere gnaven over, at toget igen er forsinket, fordi det igen er kommet bag på DSB, at der faktisk falder sne i Danmark. Jeg læner mig op ad den nærmeste pæl. I mit hoved bander og svovler jeg over, hvor meget jeg hader at vente, og hvor utroligt det er, at det altid er mig der må vente.
Inderst inde ved jeg godt, at det ikke kun er mig, det går ud over. Jeg ved godt, at der er mange, der kommer for sent, på arbejde eller måske til det møde, der kunne ændre deres fremtid. Men jeg er så vranten, at det ikke fal-der mig ind at tænke på andre.
Da toget så endelig kommer, er jeg så mopset, at jeg har svært ved at blive glad over at se toget. Denne ene lille forsinkelse har simpelthen fået mit gode humør til, at styrte i gruset.
Men det hjælper ingen, at jeg er irriteret nu. Selv om jeg er vred over forsinkelsen, så ændre det ikke noget, jeg ved ikke med sikkerhed, hvad der var skyld i ventetiden. Hverken jeg eller nogen anden kan ændre tiden.

Vi mennesker i dag lever med stor frihed. Vi afgør selv vores liv, både nu og fremtiden. Hvad skal jeg spise til aftensmad? Hvad skal jeg lave i dag? Hvem vil jeg giftes med? Vi får lov til at bestemme over alting - undtagen tiden. Det er noget der tirre mange, at vi kan styre alt i dette univers.
Vi kan bestemme over hele vores planet! Men ventetiden... Ja tiden... Den er uden for vores rækkevidde. At tiden er urørlig, gør mange i dårligt humør. Og når den lille forsinkelse, der måske ødelægger hele dit skema, kommer, så kan den være skyld i, at du er i dårligt humør resten af dagen.

At stå og vente på bussen er meget almindeligt, det er vidst noget de fleste har prøvet. Jeg står der i piskende regnvejr. Jeg skuler efter bilisterne, der passerer mig i deres tørre biler. Vinden er bidende kold, og jeg fortryder straks, at jeg ikke tog min regnjakke på. Jeg kigger på mit ur. Viserne bliver ved med at rykke sig. Sekunderne går... Minutterne går... Og da jeg stopper min stirren, er bussen stadig ikke kommet. For sent...
Jeg bliver stående et par minutter mere, jeg er drivvåd. Jeg overvejer, om det ville være hurtigere, hvis jeg går. Jeg når ikke at gøre op med mig selv, om det ville være nemmere, inden bussen stopper foran mig. Jeg går ind i den tørre bus. Godt, jeg ikke besluttede mig at gå, tænker jeg, det ville have taget meget længere, end det gjorde mig at vente. Men ventetiden gnaver stadig, og irritationen forsvinder ikke med det samme.
Tiden går hele tiden, og meget af tiden venter man bare. På bussen... På hin-anden... På hospitalsbehandling... På arbejde... Vi bliver hele tiden udsat for den forfærdelige ventetid. Den kan næppe undgås. Det er ikke noget, vi så tit tænker over, og det er sjældent, at vi tager højde for det, når vi skal noget. Tag nu fx bussen, hvor ofte er det lige vi husker at regne ventetid og uforud-sete stop med? Ventetiden er noget vi fortrænger, men når den så pludselig opstår, kan man blive irriteret og muggen. Ventetiden føles nemlig tit som frihedsberøvelse. For ventetid er ikke ofte noget vi udsætter os selv for, det er tit noget andre påfører os.
Når jeg så selv står der og venter, så begynder jeg at stille mig selv en masse spørgsmål. Hvorfor står jeg stadig her? Når jeg det? Er det overhovedet værd at vente? Der farer måske hundrede spørgsmål igennem mit hoved, men jeg ender næsten altid med, at blive ved med, at vente. For når jeg nu allerede står og venter, hvad gør et par minutter fra eller til så?

"Undskyld jeg kommer for sent". En sætning der hyppigt bliver brugt af sko-lebørn. Lærer hader når det sker, at vi kommer for sent. De tror måske ikke, at vi går så meget op i at komme til tiden. Men det gør vi som regel. Lige me-get, hvor ligeglade vi ser ud, når vi for hundrede syv og tyvende gang får at vide, at det ikke er acceptabelt, at komme for sent. Vi troede, vi ville nå skolen, vi havde regnet alt ud til punkt og prikke. Men ventetiden, den havde vi glemt. Vi havde ikke regnet med, at vi skulle vente 10 minutter på vennen eller veninden, eller at bussen først kom et kvarter efter planlagt. Jeg kan ikke tale på alle skolebørns vegne, når jeg siger, at ventetiden er skyld i, at vi kommer for sent. Men jeg tror på, at den er skyld i de fleste forsinkelser, vi skolebørn har. Og det er ved sådanne ting, som fx at komme for sent, hvor jeg kommer til at tænke på, hvor meget jeg enligt afskyer ventetid.
Vi planlægger alt i tid. Døgnet bliver nøje opdelt, så der er tid til dagens begi-venheder. Men som regel regner vi ikke med ventetid. Ventetiden er en ukendt faktor. Ingen ved, hvor længe vi må vente på bussen, eller hvor længe vi må vente for at blive betjent. Og den bekendtgørelse skrammer mange inklusiv mig. Vi mennesker har, og vil højst sandsynligt, altid frygte det ukendte.

Fornemmelsen af, at sidde i venteværelset hos tandlægen, er grusom. Jeg ved allerede inden jeg går ind, af døren til den klinisk rene bygning, at jeg bliver nødt til at vente. Men hvor længe? Det har jeg ingen ide om. Det kunne være sekunder, minutter, ja endda timer.
Når døren til venteværelset så endelig går op, og den smilende assistent kommer ind, vågner alle ventende op af deres trance. Alles øjne lyser for-ventningsfuldt op et spildt sekund, men slukkes brat, da navnet råbes op. På det tidspunkt føles det som om alt håb er ude, og jeg bliver nød til at vente. Igen...
Det påstås at det værste man kan udsætte det moderne menneske for, er ventetid. Det er en påstand, som jeg i de fleste tilfælde, vil forsvarer. Jeg bryder mig ikke om at vente på noget, og endnu mindre om at vente på nogen. Følelsen af at komme for sent, fordi man venter på en, eller af at min indre tidsplan bliver brudt, er på ingen måde behagelig. Men der er dog nogle tilfælde, hvor jeg vil sige, at ventetid faktisk er en god ting, man får en chance for at gruble over om det er værd at vente, og der er også nogle gange, hvor ventetiden faktisk er dejlig. Så efter min mening kan man godt sige, at der er en fascinerende ventetid, men helt klart også en frastødende ventetid.
I december måned er ventetiden uendelig lang. Jeg sidder hver aften ved middagsbordet, og betragter den strålende flamme fra kalenderlyset med glimtende øje. Jeg drømmer om den lækre lugt af den fantastiske julemad, som jeg sikkert fortryder, jeg spiste dagen efter. Om snefnuggene, der forhå-bentligt hvirvler ned fra morgenhimlen, når jeg vågner næste morgen. Om julesangene, der altid bringer det gode humør og den hyggelige stemning med sig. Men mest af alt drømmer jeg om det overdådige juletræ med alle de pragtfulde gaver, som bare venter på at blive pakket op. Ja, efter min mening så er ventetiden i december måned bestemt langtrukken, men den er på samme tid den mest fascinerende og forførende ventetid, jeg endnu har mødt.

Jeg mener, at vi måske burde kigge på ventetid som en god ting. For mens vi står og venter på vennen eller veninden, som igen er forsinket, fordi hun eller han ikke har forstået, at det også tager tid at gå, så skulle vi måske prøve at kigge os lidt omkring. Hvilken historie har den ældre dame på den anden side af vejen? Hvordan har hun levet hele sit liv? Har hun mon børn? Er hun lykkeligt gift? Men når vi venter, så er det eneste, vi kan tænke på, hvor irriterende det er, at den vi nu venter på, ikke kommer til tiden. Det er desværre en tanke, som jeg og mange andre får, næsten hver gang vi venter på nogen eller noget.
Det hævdes at ventetid er tænketid - det er her, vi har tid til at overveje og undrer os. Og det er efter min mening helt korrekt. Vi burde bruge den tid, vi tror, vi står og spilder, på noget fornuftigt. Og hvorfor så ikke stå der og overvej og undre dig?

Efter at have reflekteret over ventetiden i gennem denne tekst, har jeg besluttet mig for at nyde tiden, mens den er her. Jeg vil begynde at åbne mine arme for ventetid, og bruge den til noget positivt, i stedet for at surmule og blive irriteret når den kommer. Og det vil jeg også råde andre til.
Jeg tror, det er noget, man skal vende sig til, for ventetiden er altid blevet opfattet som et ubehageligt bæst, der sneg sig ind på en, når man mindst ventede det. Men jeg vil uden tvivl gøre en indsats, for at ændre mine fordomme om ventetid, selvom jeg nok skal tage mig selv i nakken nogle gange.
Vi kan ikke undgå ventetiden, den vil altid være der. Vi må bare lære at leve med den, for ens tid kan være forbi, så hurtigt som man kan nå at sige "undskyld ventetiden". Og så ville det være ærgerligt, at man har brugt det meste af dit liv på at være ophidset over ventetiden.
Man skal bare huske, at ventetiden ikke er noget man slipper for. Man skal nyde den tid, man har. Om det så er den fascinerende eller den frastødende ventetid.
Forfatterbemærkninger
Det her er jo kun min mening, og min tankegang. Måske er jeres anderledes?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/11-2013 17:51 af Asra Grønnes (sarah_jørgensen) og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 1631 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.