Jeg åbner øjnene. Ser verden i sort og hvidt. Mine forældres blege ansigter, og deres øjne som kigger forskrækket på mig. Mine læber vil snakke til dem. Spørge dem om de er okay. Men der kommer ingen ord ud. De siger heller ikke noget, og stilheden dræber os næsten. Mit blik flakker uroligt rundt. Jeg ved godt hvor jeg er, og hvorfor jeg er her, men alligevel kan jeg ikke forstå. Jeg er bange. Mine forældre er også bange. Jeg kan se det i deres øjne; jeg har gjort dem bange. Jeg har lyst til at græde, men kan ikke. Mine følelser er som revet i tusind stykker, og min krop vil ikke lystre. Jeg håber på at det endelig er min tid. Det håber jeg så inderligt.

Mit liv er gråt. Nogle gange sort. Ingen farver, ingen glæde. Tårer der løber ned ad en kind, smerte der langsomt dræber. Jeg tænker så mange tanker, at mit hoved føles som om, at det er lige ved at eksplodere. Jeg græder stille. For mig selv. Siger det ikke til nogen. Hver aften. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke, om det er smerten, der vil ud, eller om det bare er mig, der er svag.

Dagene flyver afsted. Langsomt, hurtigt, jeg ved det ikke. Men flyver, det gør de. Tilværelsen bliver sværere, og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Det er som at være fanget i en labyrint. Jeg kommer ingen vegne, og selv hvis jeg ville bryde mønsteret, kunne jeg ikke. Jeg ligger i min seng, jeg går på en grussti, jeg synger en sang. Det gør ingen forskel. Hadet, smerten og pinslen er der. Konstant. Det vil ikke holde op.