I tidernes morgen blev den blå kugle skabt som en nøjagtig kopi af jorden. Den var ganske lille, men den indeholdt de samme elementer som den virkelige jord. Dens skal var lavet af det stærkeste forstørrelsesglas, der gjorde det muligt at se, hvad der gik for sig inde i den.
   Folkene i byen vidste ikke, hvor den var kommet fra, eller hvor længe den havde været der. En dag var den der bare, pludselig, som havde den materialiseret sig ud af det blå. En lille pige opdagede den, da hun nysgerrigt stirrede ind gennem vinduerne på et af de forladte huse i den gamle del af byen.
   Da hun først så kuglen, troede hun, det var en bold, men ved nærmere eftersyn blev det tydeligt, at den var lavet af et skrøbeligt materiale og havde en dybde, ingen bold kunne have. Hendes nysgerrighed blev vakt til live, og hun måtte anstrenge øjnene for rigtigt at se den, langt fra vinduet som den lå, dækket af et fint lag dråber, der glinsede i de sparsomme solstråler, der trængte gennem de gamle beskidte vinduer.
   Dråberne glitrede og glinsede som kaldte de på hende, og idet hun så ind i de enkelte dråber, kunne hun se ned på jorden som fra oven. Hun kunne se den store verden, som den var med alle dens væsener, al dens skønhed og dens mange mangler og fejl.
   Hun stod der så længe, at folk begyndte at undres og kom hen for at se, hvad der sådan kunne interessere en lille pige. Og en efter en fik byens folk øje på den blå kugle og det, der gemte sig under dens våde glinsende overflade. Snart stod de der alle sammen som tryllebundne af den verden, de så under glasset. En verden de selv var en del af, men knap nok havde lagt mærke til før.