Forunderligt det er, det at kigge på sig selv
Bare midt i den sædvanlige vals at tøve en stund
Og for en gangs skyld kigge studen lige ind i øjnene
Var der altid en rynke der?
Vaskede jeg ikke lige håret for fem minutter siden?
Gud fader bevares, for et rod
Dog er intet af dette i grunden så sært
For kigger man længere ind
Helt ind bag pupillernes glimrende overflade
Ser man måske et større rod en det foregående
Bunker af uafklarede tanker der bare ligger dér
Fedtfingre overalt på væggen efter et surt minde
Spindelvæv af kedelige vaner og ulyst i hjørnerne
rent ud sagt; et ærgerligt syn
Derfra er der ikke meget at stille op
Det må vi alle indrømme før eller siden
Personligt lod jeg i dag børste og sæbe ligge på hylden
Og valgte i stedet at slukke lyset og lukke øjnene
Og tænk, nu tror jeg snart man kan være her igen