Jeg ser et tomt rum omgivet af mørke, i rummet er der en lille dreng og foroven er der et lys, han er fortvivlet og bange. Når han er ude i verden, gør han folk og sig selv ked af det, jeg tror det fordi han vil ud i lyset. Han ved ikke hvordan han skal bede om hjælp, han har brug for mig, han har brug for, at jeg tager ham i hånden og hjælper ham på vej, men i stedet råber jeg af ham og gør ham fortræd, så han ikke kan komme ud i lyset. Den lille dreng begynder at blive bange og jeg kan mærke, at jeg bliver lige så bange som ham. Jeg hjælper nu den lille dreng og han bliver mindre bange, vi bliver gode venner og vi går ud i lyset sammen. Nu vokser den lille dreng og han begynder at ligne mig, han bliver til et levende spejlbillede af mig selv, og tager mig kærligt i hånden og sammen bliver vi i lyset, og nyder den varme og glæde lyset har med sig. En gang i mellem bliver der mørkt og koldt, vi bliver bange, men det er ok for den lille dreng, som nu er et spejlbillede af mig selv tager mig i hånden, og sammen finder vi hurtigt lyset og glæden igen, men vi er næsten altid i lyset, for det er der, vi har det godt.