Søndagens kvælende tag trænger sig på
Ensomhedens smerte tager sit indtog
Tårernes kapløb om kæbens kant
får forløsningens frihed til at blomstre.
Solen titter frem kun et stjålent glimt
Dynen af dunkle vatknolde fylder igen himlen
med stemmen af: Du skal ikke tro, at du er noget
Tilbage til smerten af manglende ømhed.
Lykkens fornemmelse er visnet bort
kun mindernes forvrængede billede forbliver.
Forkvaklede knuder i mave og tanker
Vig bort - i morgen kommer der endnu en dag.