Under broen i Cape Towns forstad
sidder en dreng og fryser.
Han klaprer, han skælver, han tæller
ugerne siden han så sin mor,
gå ned af den støvede vej,
med sin vanddunk på hovedet.
Under broen gemmer han sig
i en rusten bliktønde.
Han græder, han længtes, han sænkes
længere ned i fortvivelse end håb.
Mærker regndråberne falde på sin krop
fra de små huller i bliktøndens låg
Under broen kan han se byskiltet
i den osende horisont.
Han hoster, han hvæser, han kvæler
blikket af byskiltes navn.
Crawford! Hvilket sted er dette?
Så usikkert, så fjernt, så fremmed.
Under broen mærker han længslen,
efter alt det han troede var værre.
Han fortrænger, han forvrænger, han forlænger
ventetiden i intetheden.
Savner landsbyens råb,
Savner kolera, sult, sin mor.
Under broen i Crawford,
sidder en dreng og venter.
Han venter, han håber, han skåler
i hjemmebrændt kartoffelsprit,
For Zimbabwes elendighed.
For sit hjemlands endelighed.
Under broen
sidder drengen stadig,
der satte sit liv på spil.
Flygtede over farligt vand.
Forlod sin familie,
for et bedre liv i Sydafrikas land.
Han fryser, han græder, han drukner
i sprut og savn.
"Zimbabwe Zimbabwe tag mig tilbage",
råber han,
imens han ser sit spejlbillede i vandpytten
blive visket ud af himlens skyfald.