"Velkommen, sid ned." Den velklædte, modne mand byder sin gæst velkommen på sit ganske flot indrettede kontor. Der er original kunst på væggene, om end af ukendte kunstnere, og stolen, han trækker ud, må også betegnes som et designermøbel.
   "Tak," svarer den lidt yngre kvinde og sætter sig.
   "Vil du ha' en kop kaffe?" fortsætter han.
   "Ja, tak. Det lyder dejligt; det er jo lidt koldt udenfor i dag," svarer hun.
   "Det er det. Så jeg er glad for, at du ønsker at komme med i vores organisation - ind i varmen." Han smiler og skænker kaffe op.
   "Ja, jeg har en bekendt, der er med. Ham har jeg talt en del med, og så har jeg kigget på jeres hjemmeside på nettet, og så ... ja, jeg vil altså gerne være med."
   "Ved du hvad, giv mig lige navnet på den bekendte. Det er nemlig sådan, at hvis man skaffer en person ind i organisationen, så får man en kontant præmie. Den skal han ikke snydes for." Han noterer navnet, inden han fortsætter.
   "Og du har skrevet lidt om dig selv og dine intentioner i det her brev. Det er fint. Så jeg ved allerede noget om dig. Men inden du siger endelig ja til at være med her hos os, skal du vide lidt mere om os. Så jeg forestiller mig, at jeg fortæller rimeligt grundigt om forholdene. Vi har nogle spilleregler og forventninger, som du lige så godt kan indstille dig på fra start af."
   "Jeg har også et par spørgsmål, som jeg ikke fik besvaret på hjemmesiden," siger hun lidt prøvende.
   "Ja, det tror jeg gerne, det er jo ikke alt, der står dér." Han slår en stor latter op.
   "Men jeg går meget ind for at sige tingene, som de er, så du skal nok få svar på dine spørgsmål. Jeg vil blot lige sikre mig, at du ikke har en båndoptager med i lommen." Han læner sig fortsat grinende ind over bordet, som for at undersøge hende. "Der er snart så mange undercover-journalister, at man falder over dem." De griner begge og føler sig vist godt tilpas i hinandens selskab, hvilket er vigtigt for dem begge.
   "Lad mig høre dine spørgsmål."
   "Ja, jeg har kigget på jeres formål på hjemmesiden. Det vil jeg gerne have uddybet lidt."
   "Det, du ser på hjemmesiden, er jo vores officielle vision, vores langsigtede mål o.s.v., men for at sige det ligeud: I det daglige handler det om at skrabe penge ind. Vi har jo en række personer i den centrale ledelse i USA, som forventer og stoler på, at der kommer en jævn strøm af penge fra de enkelte lande, vi er repræsenteret i."
   "Hvad bruger de pengene til?" ryger det spontant ud af hende.
   "Ja, det koster jo en del penge at køre sådan en organisation som vores, og så forsøger vi jo hele tiden at udvide og etablere os i nye lande. Det koster alt sammen penge. Ja, og så er der jo nogle af de karismatiske fyre dér i toppen, der mener, at de har ret til og behov for et ret stort privatforbrug af penge. Sådan er verden jo, det kan vi vist ikke lave om på. Men man kan jo håbe på selv at havne i toppen en dag." Han slår atter sin efterhånden velkendte latter op.
   "Så det bliver min opgave at skrabe de penge ind, kan jeg forstå."
   "Ja, i det øjeblik du vil være med, skal du underskrive et papir, der giver os ret til at disponere over din tid. Ikke den hele, naturligvis, men en god del. Den tid skal du bruge på at udbrede kendskabet til vores organisation, hvad vi står for, og hvad vi kan tilbyde. Du får et personligt budget for, hvor mange penge du skal sikre kommer i kassen."
   "Det er noget, jeg er god til, så det skal jeg nok klare, men jeg ved jo ikke lige, hvordan I griber det an her."
   "Det skal vi nok finde ud af. I det øjeblik du skriver under, giver du os ret til at bestemme over din gøren og færden i organisationen. Det betyder, at du vil blive underlagt en person, som i detaljer vil lægge planer for dine aktiviteter. Derudover har vi nogle dygtige folk, der vil snakke med dig om, hvordan du kan blive dygtig til at sælge vore budskaber og udvikle dig til at blive bedre og bedre til at overbevise folk. Vi har ganske enkelt kurser i sådan noget, som du kommer til at deltage i. Det er dygtige folk, kan jeg godt sige dig. Flere af dem er uddannede psykologer. Fem dage i hænderne på dem, og du kan sælge hvad som helst." Han kikker hende direkte i øjnene, sandsynligvis for at aflæse hendes reaktion. Er hun med? Sandhedens øjeblik.
   De sidder et øjeblik tavst og kikker på hinanden.
   "En anden ting, du med din underskrift garanterer os, er din tavshedspligt," siger han pludselig, som fanger han stemningen i øjeblikket. Du må ikke fortælle noget om, hvad der foregår i organisationen, hverken mens du er her, eller senere, hvis du skulle forlade os igen. For selvom vi gør, hvad vi kan, er der selvfølgelig folk, der forlader organisationen igen. Skulle du komme ud for, at der er journalister eller andre, der stiller spørgsmål, må du under ingen omstændigheder udtale dig. Du skal i stedet henvise til vores officielle talsmand, som nok skal tage sig af det. Hun ved, hvordan man tackler de fyre.
   "OK. Hvad sker der, hvis man fortryder og vil ud igen, som du siger, at nogen gør?"
   "Ja, det er jo frivilligt at være med, så vi kan ikke gøre andet end at holde et møde, hvor vi hører om årsagen, og hvad der er sket. Så kan vi måske prøve at holde på folk, men vil man ud, så lader vi selvfølgelig folk gå igen."
   "Omvendt er det også sådan, at du kan blive smidt ud af organisationen. Det sker, hvis ikke du følger de anvisninger, du får af de mennesker, der leder dig; hvis ikke du kan leve op til kravene om at skaffe penge, eller hvis du gentagne gange kritiserer og skaber uro og den slags. Men det er nu meget sjældent, at det sker. Du vil opleve, at vi gør meget for at skabe fælles forventninger og værdier. Alle bliver for eksempel ca. en gang om måneden indkaldt til et møde, hvor man bliver spurgt, hvordan det går, om der er problemer med at nå målene, og om man kan blive bedre. Her kan man altid få hjælp. Ofte udfyldes et skema, hvor den enkelte krydser af, om man mener, at man kan leve op til målene, om man formår at leve efter organisationens værdier og den slags. Kan man ikke det, kommer nogen af de føromtalte psykologer og andre på banen. Bare rolig, du skal nok få al den støtte, du behøver."
   "Har du ellers nogle spørgsmål, så fyr løs. Det er nu, du har chancen."
   "Jeg tænker på: det lyder, som om I er organiseret sådan som et hierarki. Betyder det, at man kan stige op i graderne med tiden."
   "Det kan du tro. Du vil selvfølgelig starte i bunden, men er du dygtig til at skrabe penge ind og viser evner for at lede andre, kan du bestemt stige i graderne og få mere ansvar. Vi holder løbende godt øje med den enkeltes præstation, og hver måned holder vi et arrangement, hvor vi hylder de dygtigste, dem, der har bidraget mest til opfyldelsen af vores mål. Der vil du som regel se de fremtidige ledere af organisationen vinde. Det vil jeg håbe for dig, at du kommer til at opleve. Du kan tro, det er fedt at blive hyldet af hele gruppen på én gang."
   "Det er i det hele taget et privilegium at være med i vores meget stærke sammenhold og fællesskab. Til gengæld forventer vi selvfølgelig fuldstændig loyalitet over for organisationen og vores helt enestående gode løsninger. Vi er stolte af os selv og har et godt budskab til dem derude, som har brug for vore løsninger."
   "Det lyder rigtig godt. Hvornår skal vi sige, at jeg starter?"
   "Hvad med den første i næste måned?"
   "Det passer mig perfekt."
   "Ok, så velkommen til som salgskonsulent i Electric software international."