Jeg trækker vejret dybt gennem næsen og smager på alle duftende. Græsset, blomsterne, foråret. Mine øjne er lukkede, men jeg åbner dem langsomt mens jeg puster ud gennem munden. Det har været tiltrængt. Jeg ser lidt rundt med øjne, der føles som nye. Det er som om bladene og græsset er blevet lidt grønnere nu. En kliché, der måske alligevel er noget om. En fod foran den anden, og jeg står ved et træ. En tyk, brun stamme. Den ru bark mod min bløde hud. Jeg lukker øjnene igen, for rigtigt at kunne sanse det. Sætter mig på hug, og lader hånden løbe gennem græsset. Tiltrængt. Virkelig tiltrængt. For første gang i månedsvis føler jeg mig fri igen. Åbner øjnene, ser op på den blå himmel. Der er kun få skyer - sådan nogle der ligner hvid candyfloss, ikke dem der varsler om regn og gråvejr. Jeg læner mig mod træet mens jeg rejser mig op. Låner lidt af dets styrke. Jeg får brug for det. Jeg kan mærke uroen genfinde sig i kroppen. Følelsen, den kender så godt. Endnu en gang trækker jeg vejret dybt, helt ned i maven. Mens jeg puster ud forsvinder knuden i maven igen. Jeg går et par skridt til, og mærker at den sniger sig ind på mig igen. Standser op, dyb vejrtrækning, går videre. Jeg kan mærke, hvordan solens stråler slikker på min bare hud. Mine arme, ben og ansigt.

"Katja!" lyder en stemme, og jeg spjætter en smule. Vender mig om.
   "Åh hej," siger jeg forsigtigt. Akavet. Kan mærke at mine muskler begynder at spændes lidt, og tågen i mit hovedet sniger sig langsomt tilbage.
   "Hej, jeg mente nok det var dig. Hvordan går det? Det er længe siden jeg har set dig."
   Ja, det er. Selvfølgelig er det det. Hvad skal jeg sige til dét? "Jah," svarer jeg bare.
   "Er du droppet ud?"
   "Nej, jeg har bare været syg." Underligt, at kalde mig det. Det føles næsten forkert.
   "Åh, jamen dog. Noget alvorligt?"
   "Mjah." Hvad skal man svare til sådan noget?
   "Du ser da frisk nok ud. Har du det bedre?"
   "Ja, meget!" Jeg slapper lidt af igen. Det er altid nemmere at snakke om fremskridt.
   "Det var godt. Ser vi dig så snart igen?" Hun smiler oprigtigt, om end hun ser lidt bekymret ud.
   "Jeg tror jeg må skyde nogle fag. Jeg er jo kommet lidt bagud med læsningen."
   "Ja, selvfølgelig, det er da klart nok. Men øhm, i hvert fald er det godt at høre at du har det bedre. Vi har været bekymret for dig. De andre piger og jeg." Hvorfor har I så ikke skrevet? Ringet?
   "Men jeg har det som sagt bedre nu." Jeg forsøger at mønstre et smil.
   "Nå, jeg må videre. Jeg skal mødes med en. Ses vi på mandag?"
   "Ja," svarer jeg svagt, før hun er gået. Jeg ved det ikke. Men nu gør jeg vel.

Efter hun er gået skal jeg lige stå lidt stille igen. Mit indre er igen et hav i oprør, og jeg må berolige det. Dyb vejrtrækning. Mon hun tror jeg har pjækket? Dyb vejrtrækning. Men hun lød oprigtigt bekymret. Dyb vejrtrækning. Nu går hun vel og siger til alle, at hun har mødt mig, og jeg så rask ud. Dyb vejrtrækning. Jeg bliver bombarderet med spørgsmål på mandag. Dyyb vejrtrækning. Nej, jeg bliver hjemme. Igen.