"Fuck dig!" hviskede Khamil.
   "Nej fuck dig!" hvæsede Magnus.
   "Nej fuck DIG!"
   "Fuck så lige dig, pussy!"
   Som sædvanlig afsluttede Khamil fuck dig-runden med et hurtigt slag mod Magnus' skulder og Magnus svarede igen med cirkussparket, opkaldt efter hans store fødder, der altid var skyld i at han faldt. Han svang benet, helt oppe fra hoften og plantede højre fod solidt på Khamils røv, skubbede og pressede ham ind imod mig, så Khamil stønnede og døren hurtigt rykkede på sig med et skarpt smæld.

"Nu holder i bare op!" hvæsede jeg og forsøgte at holde døren, så vi ikke brasede ind.
   "Fuck.." Begyndte Khamil, men jeg klemte fingrene om hans læber og det kiksede overskæg, så sætningen endte i "bræreff".
   "Er i to mothers klare over hvem der sidder derinde? Hvis min far finder ud af at vi spionerer, kommer vi sgu aldrig ned til den zombie!" hviskede jeg, og prøvede at lade være med at tænke på min fars sviende skuffelse, når vi om to sekunder sikkert allesammen væltede ind i stuen.
   "Hvem er det egentlig?", spurgte Magnus og forsøgte at læne sig ind over Khamil. Khamil nuldrede sine læber med den ene hånd og famlede efter Magnus' næse med den anden.
   "Årh, lad nu være." Vrængede Magnusm Khamils ører begyndte at blive rødt, da det blev vredet en halv omgang.
   "Din far er mister nice altid", stønnede Khamil. "Han kommer med chips og er vildt pinlig med de der håndvægte og grimme shorts. Han er sgu ikke ret farlig, vel?" Khamil smilede bredt, men bankede alligevel Magnus' skulder en.

"I larmer som 800 kameler på speed! Hold nu bare kæft, ikke? Jeg synes jeg kan høre noget." Jeg drejede mig tilbage mod den smalle åbning mellem døren og karmen. Inde ved langbordet havde min far rejst sig igen fra en af de store, udskårne træstole og rakte nu hånden frem. En mørk arm pumpede min fars blege op og ned nogen gange. De mumlede noget. Så slap de hinanden og den mørke arms ejer vendte sig rundt for at give hånd til nogen jeg ikke kunne se. Hans ansigt stirrede lige på døren et helt, skarpt sekund. Det var ham, min far sagde han kendte fra Uganda.

"Nu er den sidste kommet! Det er ham der, der ligner præsidenten i USA!" hviskede jeg. Der blev pludselig ro bag mig.
   "Må jeg se?" Jeg nåede ikke at svare før Khamil smuttede ind under min arm og pressede ansigtet mod døråbningen. Et par sekunders stilhed, så lød en langsom mumlen fra ham.

"Det er bare for sygt, mand".
   "Hvad mener du?" Magnus lænede sig ind over os og forsøgte at se ind.
   "Han ligner sgu ikke præsidenten, han ligner min nabo", sagde Khamil og rystede lidt på hovedet. Da han han vendte sig om, stadigvæk på knæ og kiggede op på mig, var øjenene store og stemmen skuffet.

"Han ligner min nabo, Fred, der kommer fra Herlev. Er du overhovedet sikker på det med Uganda?", spurgte han mig. Han sagde ikke "... Og på det med zombier", men både ham og Magnus så på mig, som nogen, der lige havde opdaget at julemanden ikke findes.