Hun hiver mig rundt blandt murbrokker og gamle søjler, min mor, mit blod, min begyndelse. Jeg er sønderknust. Jeg efterlader en tåre på marmortrappen, i det hun hiver mig videre. Manden vil fange min smerte på film, men mors arm er fuldt udstrakt, og hun er målrettet i blikket, så jeg vælter ud af mandens ramme. Jeg når lige akkurat at opfange et skær af skuffelse hen over hans ansigt, da kameraet hives hjem uden fangst. Dokumenteret gråd er det værste, jeg ved. Det får mig til at tænke på død. Døden dokumenterer os i vores sidste øjeblik. Når vi dør, bliver vi sådan, som vi er, for al evighed. Gud tager billeder af os med kæmpeblitz. Al den smerte, vi føler i øjeblikket, hænger fast, vores sorte sjæle viser sig som skygger over ansigtet, bliver et uforgængeligt træk hos vores nye forgangne jeg.
   Vi danser rundt om kastanjetræer og gennem markedspladser, og jeg åbner op for tårekanalerne foran Muren og mindes alle dem, jeg ikke har kendt, og alle dem, jeg ikke husker, men husker, at vi ikke kan holdes ansvarlige for vores hukommelse.
   Jeg hører en mand brøle, "så må dét vel for helvede være Volga," hvorefter han får en forbipasserende til at tage et billede af ham og to små piger, der ser ud til at være adopteret. Karlsbroens indbyggere kigger længselsfuldt efter os, som vi spæner mod Týn uden at tabe et sekund. Hun kigger sig ikke tilbage, klemmer mig blot om håndledet, prøver at holde mig i fast form. Jeg må holde mig i fast form. Men i kernen af alverdens larm mærker jeg stilheden stikke mig i siden som en harpun.
   Matthiaskirken har et tag af perler, og foran den bragende hellighed står jeg et øjeblik dybt betaget af en østeuropæisk nakke, der blokkerer mit syn til frelse. Blød og brun falder den ned i ryggen som en pokal, eller en vase, der holder et mørkt, udbrændt bål med et strejf af vellugtende orient. Nakken vender ansigtet mod øst, og perlerne smelter, kirken er i flydende form i mit periferiske syn.
   Jeg bliver hevet forbi en ørn på en klinge, en hest med befalende rytter samt en kæmpefisk i dødskamp med to jomfruer i et springvand. En slagen kronhjort ligger under den triumferende jæger, hvis hund blotter en savlende tunge, og det vrimler i det hele taget med dyr, der er fanget i et øjeblik.
   Mor trækker mig videre, hun holder godt fast, og jeg tror, at hun er bange for at miste mig. Jeg har nu kun et vandet skær i øjnene og mit indre er nogenlunde balanceret. Jeg ryster ikke længere og bærer blot en mindre rødmen i ansigtet. Men jeg har lagt mit spor i tårer, så jeg kan finde tilbage, finde tilbage til begyndelsen, når jeg farer vild.
   Mørket falder på, og hun slæber mig stadig efter sig, vi skal se det hele, vi skal se alt, vi skal være alt. Himlen er et hvælvet, mørkeblåt lagen, der flyder i sin egen skygge, mens vores bliver længere henover brostenene under lygternes lyskegler. Der er snart ingen mennesker tilbage, ingen til at se mit fugtige ansigt.
   Hun taber mig aldrig. Hendes hånd, der også er min, giver ikke slip. Alligevel siver den ud og forsvinder i luften. Hun går i ét med luften, den luft, der er omkring os alle. Og jeg fortsætter videre fortvivlet, alene i hendes forsvindende spor, med en nøgen, kold arm hængende foran mig, en arm med en hånd, der vil gribe fat i noget håndgribeligt.
   Men jeg er nået til enden. Her er alt, og alt er anderledes. Det er her, ensomhed blomstrer. Det er her, der mærkes. Det er her, hvor man både skjuler sig og blotter sig for verden. Og her står jeg alene, på den yderste marmorbalkon, med tomme, åbne hænder og agerer kors for den døende dag.